Kære gæster; kære familier; kære forældre; kære søskende; kære jubilarer; kære personale men først og fremmest kære studenter. Hjerteligt tillykke med jeres nyvundne status som studenter.

Når jeg står her og skuer ud over jer, så kalder det flere billeder frem. Det første er naturligvis glæden ved at være her sammen med jer i dag. I er et smukt syn. Både samlet og hver især. Det andet er, hvor hurtigt tiden går. Jeg tænkte på det til gallafesten også, at jeg synes, at flere af jer kun kan være 2g’ere. Jeg synes jo netop, I lige er kommet ind ad døren. Men stærkest står fornemmelsen af, hvor hurtigt vores verden ændrer sig.

I kom her som den første årgang, der havde været berørt af covid-19. I havde prøvet hjemsendelse og undervisning på Teams men dog kun i en relativt kort periode. Da vi mødte ind i august det år, havde nogle af os en fornemmelse af lettelse og tænkte måske – ”nå, var det ikke andet end det!”. Men det var det, og det fik I at mærke allerede før jul, hvor næste hjemsendelse oprandt.
Usikkerhed blev et kendetegn, vi skulle til at forholde os til. I flere årtier har vi været vant til vækst og fremgang, kun afbrudt af en finanskrise for 15 år siden, der måske/måske ikke var fremkaldt af overmod. I tiltro til at vækst nærmest var uendelig fik de finansielle markeder en brat opbremsning, som kortvarigt kom til at påvirke vores liv. Da I startede her for tre år siden, var den usikkerhed både væk og glemt. Den kom så igen med Corona.
Og for at skubbe yderligere til de tendenser, fik vi igen krig på europæisk jord. Og med et ser verden helt anderledes ud. Vi skal pludselig til at forholde os til vores sikkerhed på et helt andet niveau. Vi kendte måske nok til konfliktpotentialet fra vores engagement i Arktis, men at spionage og sabotage skulle være dagligdags nyhedsstof, havde ingen kunnet forudse. En udløber blev energikrisen, der heller ikke står foran en egentlig løsning.
Og for så lige at toppe det hele, så er forskellige instanser under FN kommet med alarmerende rapporter om klimaet og ikke mindst om det tempo, som vi i den rige del af verden har sat for at få ændret påvirkningen af klimaet. Eller snarere det manglende tempo.

Se, det var jo en nydelig indledning på en dimissionstale. Det er faktisk overhovedet ikke min hensigt at hensætte den måske mest markante dag i jeres liv i tristhed over tingenes tilstand. Der er nemlig mindst to ting at sige dertil. Den ene er, at verden stort set altid har været af lave og den anden er, at vi mennesker faktisk kan gøre en forskel i den positive retning, hvis vi vil. Talen her kommer dog ikke til at handle om klimakrise og hvad vi kan gøre; ej heller om indsatsen for at få stoppe ufred i verden og vores nærområde. Men om noget, der alligevel læner sig op ad det.

Det, I har opnået i dag og som I om et øjeblik får dokumentation for, er et eksamensbevis, der kan noget helt særligt for jer. Beviset udstyrer jer med kompetence. Kompetence er et tvetydigt ord, men her gælder det i begge betydninger. I den ene betydning giver det jer mulighed for at søge videre ud i verden, på en ny uddannelse eller ud i et erhverv – altså en slags adgangskort. I den anden betydning af orden giver det jer mulighed for at tilgå verden med en større indsigt. En indsigt, der både hviler i specifik faglig viden inden for en række fag, men også i viden om, hvordan man løser udfordringer og anskuer dem fra forskellige vinkler.

Hvad de kompetencer helt præcist udgøres af og hvad de kan bruges til vender jeg tilbage til om et øjeblik men inden vil jeg lige tage en lille smuttur rundt i verden.

Mange steder, hvor skolesystemet er bygget på franske og angelsaksiske traditioner, fylder konkurrence og måling via tests ganske meget. Flere lande opererer ligefrem med, at visse prøver fungerer som stopprøver og det er ofte i konkret viden, der testes. Multiple choice og prøver, hvor bestemte formler eller teknikker anvendes, er det mest iøjnefaldende element. Mange skoler, som f.eks. high schools i USA, men også gymnasier i Frankrig og Storbritannien har en iboende kultur, hvor elever bliver sorteret efter deres præstationer. Konkurrencen forstærkes tilmed ved, at skoler har forskellig status. Især i USA ser man, at velhavere køber sig til de absolut bedste forhold på private skoler. Dette kendes fra en lang række lande, også i Europa, også i økonomisk udfordrede lande i Syd- og Mellemamerika, Sydasien.
Syddjurs Gymnasium har i nogle år haft en venskabsskole i det tamilske, sydlige Indien. Det er et gymnasium, som vi har besøgt fire gange med klasser og som i fordums tid er oprettet af DanMission. Her oplever vi undervisning af fattige børn, som er skolens primære børnegruppe, i klasselokaler, hvor læreren skriver noget på tavlen, stiller spørgsmål og eleverne svarer i kor. Den eksamen, der følger, er altafgørende for de unge indere fra Tiruvannamalai, for den afgør deres videre færd i livet. Det betyder formentlig forskellen mellem et fortsat liv i fattigdom eller en vej ud af fattigdommen gennem en uddannelse. Eksamen bygger også her på konkret viden om forskellige emner, selv i sprogfag.
Jeg var med min hustru på mit andet besøg i Cuba her i vinter, hvor jeg overværede en lille smule undervisning. Jeg var ganske vist turist, men undervisningen foregik enten på pladserne eller i skolelokaler, hvor døre og vinduer stod åbne. Her sad eleverne og lavede forskellige opgaver, så vidt jeg lige kunne opfatte det, handlede det om noget fysik eller matematik. Jeg kunne se, at en del af opgaverne også her handlede om afkrydsning af forhåbentlig korrekte svar. En anden gruppe elever, noget yngre, lavede en kombination af idræts- og opmålingsøvelser på et torv. En blanding af leg og faglighed, tror jeg. I Cuba er uddannelsessystemet effektivt og relativt velunderstøttet. Rigtig mange cubanere kan efter gymnasiet tage sig en uddannelse på en videregående institution, oftest på et niveau, der trods landets åbenlyse udfordringer kan måle sig internationalt. Der ligger så bare ikke noget job i forlængelse af den uddannelse og mange ernærer sig som guider, chauffører, snacksælgere mv.
Jeg har ikke været i Sydøstasien, men ved dog at de unge i flere lande som Japan, Singapore, Malaysia er underlagt meget strikse undervisningsplaner. Skolelivet fylder hele dagsprogrammet og er en helt nødvendig forudsætning for at kunne læse videre og klare sig økonomisk i de fremstormende økonomier.

Rundturen kunne fortsætte. Der ligger ikke i min beskrivelse nogen vurdering af niveau i de forskellige lande. Det vil være helt urimeligt at påstå, at de forskellige landes uddannelser ikke står mål med vores, men de bygger på andre værdier. Danmark, de nordiske lande og i nogen grad landene omkring os mod syd, har elementer i deres systemer, der trækker på en ganske anden historik og forståelse.

Den nordeuropæiske skoletradition har gennem de seneste 250 år udviklet sig i en stadig mere individualistisk og dialektisk retning. Troen på det enkelte menneskes værdi og på fællesskabets styrke har dannet basis for en lang række reformer. Det hele starter i oplysningstiden, hvor ideen om kritisk stillingtagen, frigjort fra religiøse og ideologiske dogmer, opstår. Eller måske genopstår. For de hviler på antikke idealer og værdier. I hele tankesættet lå der en tro på det stadige fremskridt, at udviklingen konstant ville bringe menneskeheden mod nye muligheder. En af tidens betydeligste tænkere var tyskeren Immanuel Kant. Ret pudsigt kan det fastslås, at hans tanker og ideer fik banebrydende betydning i stort set hele Europa mens han selv aldrig kom ud sin hjemby, Königsberg. På spørgsmålet om hvad oplysning er, svarede han i 1784:
”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! Det er oplysningens valgsprog”.

Vi står i dag med en række unikke udfordringer. Jeg kom ind på nogle af dem i begyndelsen af talen og jeg vil knytte er par ord til nogle af dem.

Et fælles træk ved flere af de markante udfordringer, vi står med i dag, er at de er sammensatte. Kompleksiteten gør det vanskeligt at træffe de gode og nyttige, fremadrettede beslutninger. Et par eksempler.

Hele vores grønne omstilling er næsten alle nok enige om er en nødvendighed og massiv udfordring for os allerede nu og i den kommende generation. Der er en række tiltag, der virker indlysende rigtige. Det kan være overgangen til grøn energi; omlægning af forbrug til at købe certificerede og måske gerne lokalt producerede varer; mere genbrug; omstilling til fødevarer med lavere udledning af CO2.
Ind i alt dette spiller så vores egen lyst til at rejse. Som ofte fremstillet vil en enkelt flyrejse stort set annullere alt, vi i øvrigt gør. Skal vi derfor droppe flyrejser for ikke at opgive andre tiltag, fordi de så får for lav nytteværdi?
På årets Northside-festival i Aarhus hørte jeg mange yngre mennesker tale begejstret om festivalens tiltag med kun at servere vegansk mad. Jeg kunne samtidig observere, at rigtig mange af dem røg cigaretter eller brugte snus. Tobak er en af de to-tre mest ressourcekrævende afgrøder, vi har og den optager et kæmpe område rundt omkring i verden. Et område, hvor der lige så godt kunne dyrkes spiselige afgrøder. Er man klimabevidst som veganer og ryger?
Tilsvarende gælder for overgangen til el. Stadig flere vælger – ganske fornuftigt, synes jeg – at købe en el-bil som deres næste bil. Alle tilgængelige tal viser, at udledning af CO2 mere end halveres med alle parametre indregnet. Men produktionen af bilerne betyder en væsentlig forøgelse af minedrift forskellige steder i verden. Minedrift, som ødelægger store områder med vild natur og som i øvrigt også foregår under ikke altid acceptable forhold. Er det bæredygtigt?
Et helt andet problemfelt er den såkaldte verdensorden, der tydeligvis er under stor forandring i disse år. Den vestlige verdens herredømme er under forandring og nye magtcentre skyder op. Det er ikke de vesteuropæiske idealer, der styrer udviklingen i ret mange af disse lande. Vi har opbygget en lang række internationale fora, der med FNs verdensmål som et tydeligt resultat arbejder for at udvide menneskerettigheder på en lang række områder. De fleste lande bakker op, i hvert fald på FN-niveau, men vi kan se, at disse rettigheder ikke har nogen reel betydning i ganske mange lande. En stor del af de lande oplever heldigvis stor velstandsfremgang, som i Kina, Vietnam og Indien. Hvor vigtigt er det så for os, at verden forbedres demokratisk, hvis generel velstand opnås?
I Europa og i Danmark oplever vi støt stigende tilslutning til bevægelser og politikere, der undsiger de gennem århundreder opbyggede demokratiske institutioner. Retssystemer udfordres og autoriteter anfægtes. Også vores grundlovssikrede forsamlingsfrihed i Danmark bliver presset af organisationer og personer, der netop ønsker at udfordre os på det punkt. Er det en ønsket udvikling?

Udfordringerne er mange, og der er ingen af dem, vi kan beslutte ikke at forholde os til. Ruslands krig i Ukraine, internettets tilsidesættelse af etablerede regler og love er blot to tydelige markører på, at intet er uforanderligt.

Her står vi så i dag, hvor I om lidt skal have udleveret jeres studentereksamensbeviser. Ud over, at det er glædelig fejring, er det også en påmindelse til jer om noget virkelig vigtigt. I har nu fået en uddannelse, som har forbedret jeres evne og mulighed for at forholde jer til de såkaldte epokale udfordringer. Uddannelsen har ikke givet jer svar på de nævnte eller andre problemstillinger. Den har formentlig ikke peget på, hvad der er ret og forkert i udviklingen selvom vi måske hurtigt kan blive enige om at have en holdning til krigen i Ukraine. Selv den er et udtryk for en ubalance. Det er mit ønske for jer og min klare forventning til jer, hver især, at I nu står rustet til at bidrage til løsninger af vores udfordringer. Personligt, privat, lokalt, nationalt og globalt. I kan næppe give svar på ret meget, ligesom jeg heller ikke kan, men I kan og er i mine øjne forpligtet på at vurdere hvad den optimale løsning vil være for hver udfordring og hermed bidrage til, at vi i fællesskab får truffet så mange konstruktive løsninger, som vi er i stand til – i en foranderlig verden. Med Kant: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!

Og alle udfordringer og kriser til trods, så er verden – og ikke mindst vores del af den – et bedre sted at leve end noget sted formentlig nogen sinde har været.
Det skal vi huske at glæde os over, ikke mindst på en dag hvor I lyser verden op med jeres glade smil og velfortjente studenterhuer. Lad os feste sammen om det.

Hermed dimitterer jeg årgang 2023 fra Syddjurs Gymnasium