Studentertale 2022

Kære gæster. Kære forældre og pårørende. Men først og fremmest: Kære Studenter. Hjerteligt tillykke med den nyvundne studenterhue og det bevis, som I snart får overrakt.

Det er et årligt højdepunkt, ja dét årlige højdepunkt, at stå her og skue ud over alle de trætte og glade ansigter. Det er et smukt syn, der rører os der har arbejdet med og sammen med jer gennem de seneste tre år.
Studentereksamen er en bedrift. I kan være stolte over at sidde her i dag, uanset hvordan det er gået jer med de afsluttende eksamener. Beviset er vigtigt. Det er jeres formelle adgang til de næste valg i jeres unge liv. Men det er samtidig også en dokumentation på, at I hver især har udviklet jer og nu står med både kvalifikationer og kompetencer. STX-uddannelsen har netop dette sigte. Det er ikke sikkert, I helt kan mærke det endnu, men der åbnes mange døre for jer i de kommende år. Fordi I sidder her i dag.

Det er min tiende dimissionstale og det har fået mig til at tænke lidt bagud. Det er den tale, jeg har skullet holde, som jeg mindst har kunnet forudse vilkårene for. Verden her i juni 2022 ser markant anderledes ud end den gjorde i august 2019, hvor I kom ind ad vore døre. Spændte, nervøse, søgende. Det kan man velsagtens have sagt hvert år, men i år er det særligt påfaldende.

I den mere kuriøse ende er, at I startede på et andet gymnasium end I nu forlader om ganske få minutter. Det er selvfølgelig kun skolens navn, der er ændret men alligevel. I den mere alvorlige ende ligger begivenheder, som har ændret vores verden markant. Pandemien, som har forstyrret og påvirket jeres skolegang mere end nogen anden gymnasieårgang, og senest at vi er vågnet op til et Europa i dyb konflikt. Krig mellem to lande i Europa ville desværre have lydt fuldstændig vanvittigt, hvis jeg havde nævnt det i min velkomst til jer. Der er også andre udløbere af de to begivenheder. Økonomisk usikkerhed med relativ høj inflation, større afstand mellem os rent fysisk, begrænsninger i vores muligheder for udfoldelse. Energikrise er synligt og mærkbart. I kommer snart til selv at skulle betale for jeres dagligdag og vil komme til at mærke det – i hvert fald i en periode. Også det ville have lydt helt skørt for tre år siden. Det lægger sig oven i hele bæredygtighedsdebatten, hvor de internationale organisationer presser på for at vi skal gøre meget mere, end vi ser os i stand til.

Uddannelse er et nøglebegreb til at forstå så kompleks en verden og til at kunne forholde sig handlende hertil. Med en lettere udvidelse af et Albert Einstein-citat er det vigtigt at forstå, at man ikke kan løse dagens og fremtidens problemer med de ideer og værktøjer, der har skabt dem. Tingenes orden og indretning skal udfordres. Med førnævnte begivenheder mangler der ikke anledning hertil i disse år. Disruption, som det hedder på moderne dansk.

Jeg vil vende tilbage til denne tilstand i vores del af verden. Men inden da vil jeg runde en parallel problemstilling. Der har nemlig været en tredje og potentielt lige så skelsættende begivenhed imens I har taget jeres eksamen. Også den kalder på dannelse og refleksion som reaktion fra verden.

For halvandet år siden oplevede vi et stormløb på den amerikanske kongres efter et korrekt afviklet præsidentvalg. Stormløbet var drevet af ekstrem polarisering i det amerikanske samfund, en polarisering der også omfatter afvisning af viden, af systemets hæderlighed. Vi har ikke set det sidste led i den udvikling endnu. I USA kører kampene om at vanskeliggøre eller ligefrem forhindre borgere i at kunne afgive stemme til valgene for at sikre flertallet til sit eget parti.

Når det bliver interessant i en dimissionstale, er det fordi, at hele affæren udtrykker alt det, vi med dialog, uddannelse og dannelse skal forhindre. Vi står midt i en virkelighed, hvor et land, der står som forbillede for os, anvender politiske værktøjer som åbenlys fordrejning af viden, manipulation med information, fjendtliggørelse af politiske modstandere og bevidst udelukkelse af anderledes tænkende. Kampen er nået helt op i højesteret.

En i USA meget anerkendt journalist, Christopher Hedges, har for nogle år siden i 2013 skrevet en artikel, hvor han med udgangspunkt i en litterær analyse, anskuer den tid vi lever i. Artiklen kaldte han ”Brave New Dystopia”.
Han diskuterer de to væsentlige dystopier fra årene omkring anden verdenskrig, George Orwells ”1984”, udgivet i 1949 men skrevet i 1948 og Aldous Huxleys ”Brave New World” fra 1932 – Fagre Nye Verden på dansk.

Nu giver det jo ikke specielt god mening at gennemgå dystopier i en dimissionstale men der er nu en hensigt med det. Dystopier er oftest modstillinger til utopier eller fremskrivninger til ukontrollable stadier af en tilstand, eller en ubalance. De to nævnte bøger er hver sin type.

George Orwell behandler det totalitære styre. Et skarpt hierarkisk samfund, hvor alle skal indfinde sig på den plads, man er blevet givet. Alle problemer i samfundet bliver behandlet i positive vendinger i det såkaldte Newspeak. Orwell pegede selvfølgelig på det Sovjetunionen, der efter anden verdenskrig for alvor var ved at etablere sig på den verdenspolitiske arena. Ideologien døde ikke med Sovjetstyrets fald i 1991, men lever i bedste velgående, især i Nordkorea. Men også Rusland viser klare tendenser i den retning. Opposition knægtes, ytringsfriheden inddrages og virkeligheden præsenteres i en for os fordrejet version

Aldous Huxley behandler det frie forbrugsstyrede samfund. Det enkelte menneske bliver underlagt en forbrugerstrøm og alle ytringer, politiske som kunstneriske, bliver udsat for beregning af omsættelighed. Alt kan skaffes. Hvis det kan sælges, er det også et godt produkt. Politik bliver også en omsættelig vare. Hvis forbrugeren køber den politiske dagsorden, har den en sandhedsværdi. Undergangen ligger i bevidstløs forbrugerisme og manglende stillingtagen til grundlæggende problemstillinger.

Under hele den kolde krig var især Orwells dystopi rammesættende for den vestlige verdens ideologi. Det frie demokrati var selve svaret på både nazismen og kommunismen. Kampen for den personlige frihed har gennemsyret vores samfund siden da. Kampen går naturligvis længere tilbage og i Danmark – blandt flere lande – har uddannelse og opdragelse været helt grundlæggende. Både i vores etablerede skolesystem, men også på efter- og højskoler samt især universiteter har netop ordets frie udfoldelse, den kritiske dialog, dialektikken været styrende.

Siden Berlinmurens fald og Kinas overgang til en variant af markedsøkonomi har denne dystopi fortaget sig en del. Vi ser stadig autokratiske styrer, men vi har ikke følt os truet heraf. I de senere år har truslen dog indfundet sig igen. Den vestlige verdens menneskesyn bliver nu reelt udfordret af ikke mindst Kina, fordi vi ikke længere besidder den samme økonomiske magt som tidligere. Det er også åbenlyst, at autokratiet er ved at finde tilbage i flere europæiske lande.

I de senere år er det til gengæld blevet klart, at Huxleys dystopi måske udgør en betydeligt større risiko for os og vores demokratisyn. Det er den blevet, fordi nye kommunikationsformer er skudt op. Umiddelbart betragtet er det et demokratisk fremskridt, at adgangen til deltagelse i den offentlige debat er blevet så meget enklere. Der sidder ikke længere en redaktør og vælger, hvilke indlæg der skal bringes. Resultatet tyder dog ikke på demokratisk fremskridt. Ikke endnu, i al fald. Det er nu blevet helt legitimt at frasortere udsagn og indlæg, du ikke vil have. Selv den politiske elite har i nogle lande taget den virkelighed til sig meget beredvilligt. I USA har vi set udviklingen komme gennem de seneste 15-20 år og med stormløbet fik det en foreløbig kulmination.

Og hvorfor så denne gennemgang af to lidt ældre udgivelser og deres afspejling i nutiden?

En studentereksamen udstyrer jer med de grundlæggende forudsætninger for at kunne medvirke til at løse de problemstillinger, som er markante i vor tid. Den er en vekselvirkning, eller et samspil, mellem viden og dannelse. Det betyder, at I har skullet lære en mængde ind imellem tungt stof i de enkelte fag for at kunne øge jeres udbytte af det faglige arbejde. Med den læring har I deltaget i det faglige samspil, hvor viden opsamles i fællesskab, igennem den faglige diskussion.
I har også skullet arbejde med de faglige teorier i samspil med andre fag og herigennem erfaret, hvad den faglige viden og kompetence i et fag har kunnet anvendes til. Ikke mindst til brug i SRP, hvor I jo netop har fået huen efter at have leveret dokumentation herpå.

I har også skullet vende en lang række faglige, etiske, moralske og alle mulige andre spørgsmål. Igen har de faglige erkendelser skullet ligge til grund. Målet har aldrig været enighed i konklusionerne men enighed om de præmisser, der har skabt diskussionen.

Her har vi fat i en yderst vigtig parameter, der helt præcist spiller ind i det konfliktområde, som de to dystopier fremstillede. Og ikke mindst i Huxleys version, som vi måske lever lige på kanten af. Vi ser i stigende grad dialog blive formet af vrangbilleder, nedgørelse af modstandere, af udokumenterede sandheder og bevidst manipulation med fakta. Vi ser også en massiv opblomstring af konspirationsteorier, hvor det fælles træk synes at være afvisning af almen viden og sandheder. Mellem de to udtryk, manipulation med fakta og afvisning af fakta, er der også et fælles træk, nemlig markedsgørelsen. Hvis udsagnene kan sælges, har de værdi og betydning. Denne kommercialisme legitimerer også autokratiske fremstød, som vi for tiden kan registrere tæt på os i Europa.

En amerikansk filosof og uddannelsesteoretiker, Robert Hutchins, forudså i efterkrigstiden demokratiets udfordring. Han skrev – i min oversættelse: ”Demokratiets død vil sandsynligvis ikke ske ved et bagholdsmord. Det vil blive en langsom uddøen, drevet af apati, ligegyldighed og underernæring.” Det, Hutchins omtaler, er ikke blot retten og viljen til at afgive stemme til valg, men også til at deltage i samfundets udvikling, forholde sig konstruktivt til hinanden. Lyttende og handlende.

Det er her, vigtigheden af uddannelse og dannelse kommer ind i billedet. Og faktisk især kombinationen af de to. Uddannelse, fordi den muliggør en borgers kritiske vurdering af dagens udvikling. Om det så er international politik, miljøet, fascination af teknologi eller så meget andet. Dannelse, fordi den muliggør en dialektisk tilgang til de samme ting. En tilgang, der både giver mulighed for at indpasse udviklingen i verden i eget billede men også giver plads til andres billeder af samme udvikling. I fuld gensidig respekt. En respekt, man skal stå vagt om. Som forfatteren Jane Austen bemærker det i ”Fornuft og følelser: ”Elinor erklærede sig enig i det hele for hun fandt ikke at han fortjente det kompliment, der lå i et rationelt modsvar”.Ganske vist skrevet i en anden kontekst, men pointen er, at man skal gøre sig fortjent til at blive taget alvorligt.
Det bliver der brug for i årene, der kommer.

Efter tre år sammen med jer, er jeg fuldstændig fortrøstningsfuld. I har taget jeres uddannelse under de mest besværlige vilkår i årtier. I har fået det bedste ud af det tilbud, som – kan jeg betro jer – hårdt arbejdende lærere kunne tilbyde jer under nedlukningerne. I har tilmed været indstillet på at få skolens traditioner til at leve videre. Jeg, og skolens øvrige personale, har været vidne til en årgang, der ikke bare har fået elevorganisationerne, festerne og det sociale liv op at køre igen, men gjort det på en måde, så det fremstår som det bedste, jeg har oplevet i mine ti år.

Jeg bliver derfor helt rolig ved, at I snart er klar til at løse vores verdens udfordringer sammen med os. Med nyt blik på løsninger og med den erkendelse, at med samarbejde og positiv tilgang vil tingene udvikle sig og lykkes. Det udgør et solidt grundlag for at uddannelse og dannelse kan sættes i spil i samfundet.
Tag vare på hinanden og alt det, vi har fælles. Med jeres huer har I nu forudsætningerne for at danne jeres holdninger, at lytte til hinanden, at respektere hinanden og give hinanden plads. Ja, til at videreudvikle vores stærke, demokratiske samfund.

Hermed dimitterer jeg årgang 2022 fra Syddjurs Gymnasium.