Studentertale 2020

Studentertale 2020

Kære gæster; kære forældre, men først og fremmest kære studenter: Hjerteligt tillykke med jeres eksamen.

Den opgave, jeg har i år, adskiller sig noget fra den jeg har haft de tidligere år. Min tale skal være kortere, og jeg har givet mig selv det benspænd, at Covid-19 ikke må nævnes i talen – og det er så allerede sket. Så det behøver jeg ikke tænke så meget over mere. Bortset fra, at det nu stadig er hensigten. Skulle det lykkes helt at undgå at nævne det, så sætter pandemien alligevel helt klare rammer op for hele dagen og dermed også min afskedstale til jer.

Afskedstale! Ja, en sådan er det jo, for det er sidste gang, at vi kan samles her i vor skoles skønne rammer og intet er vel smukkere end at kunne fejre denne sommerdag med jer og for jer. Hvor har I dog fortjent al den hyldest og glæde, I bliver mødt med i dag, uanset hvordan det end er gået jer, rent resultatmæssigt. Men det er nu mere end bare afsked. Det er også en tale, der skal markere en af livets helt store overgange for jer. Derfor er glæden, og måske også uroen, særdeles mærkbar på sådan en dag.

I har i en stor del af jeres skolegang været en årgang, der har været i forreste række i forhold til iværksættelse af nye tiltag. I folkeskolen, med OK-13 og lock-out, ny Gymnasiereform fra 2017 og så pludselig en ny slags lock-out med virtuel undervisning.
I har været den første årgang, der skulle forsvare den store opgave, studieretningsprojektet, ved en mundtlig eksamen. Det er fornyelse, som jeg tror, at rigtig mange af os er ganske glade for. Det betyder samtidig, at 2005-reform flagskibet, AT, er gledet ud og I er så den første årgang i 12 år, der ikke har skullet have det. Det har betydet, at lærerne i stedet skulle tilrettelægge nye flerfaglige forløb som træning til SRP og også det har I været første runde i. Blandt flere nye ting, blev I så også den første årgang til at afprøve udstrakt virtuel undervisning og selvom I slap med tre uger, tror jeg alligevel at I nåede at få en fornemmelse af nyt ukendt territorium. Nu blev I så også årgangen, der blev studenter uden at gå ret meget til eksamen. Det er aldrig sket før og vil nok heller ikke ske igen.

Jeg nævner disse for jer selvfølgeligheder fordi der er en pointe i det. Man kan jo nemt komme til at synes, at man har været udsat for alle disse elementer af historisk helt tilfældige årsager. Og naturligvis er det tilfældigt, at lige I blev første årgang i en gymnasiereform (som dog var mindre end de tidligere to) og tilfældigt, at I lige blev årgangen, der blev studenter uden at gå til eksamen.
Nogen har formuleret det sådan, at den eneste konstant i dag er forandring. Det er nok sat lidt rigeligt på spidsen, men det ændrer ikke ved, at det er sådan verden opleves i dag. I skolesystemet skal man have kompetencer i bl.a. innovation, IT-anvendelse og global orientering. Det peger frem imod at kunne navigere i et omskifteligt miljø, hvor nye løsninger konstant afsøges. Password til mange stillinger er ”omstillingsparat” og ”udviklingsorienteret”. Det kan man have mange holdninger til, og nogle skribenter, som f.eks. Svend Brinkmann, advarer direkte imod at underlægge sig det paradigme for entydigt. Når en hundredårsbegivenhed så pludselig indtræder, bliver vilkårene for vores eksistens atter forandret. Vi ved endnu ikke, hvor hele det efterspil lander, men vi har kunnet se i den nyere historie, at globale begivenheder har sat ganske store aftryk på vores tilværelse. Bare i jeres endnu ret korte levetid har der været mindst tre: 11. september, finanskrisen, og det unævnelige. De kommer tilsyneladende med kortere intervaller. I min øvrige levetid kan jeg måske kun komme i tanker om yderligere tre: Ungdomsoprøret, oliekrisen og østblokkens opløsning med murens fald. Og så selvfølgelig fodbold-EM i 92.

For at vende tilbage til Brinkmann, så bliver det nødvendigt i stigende grad at etablere og definere en række konstanter, man kan indrette sit liv efter. Aftraditionalisering har været en meget synlig effekt af de seneste 50 år, og med internettets udbredelse er der sat yderligere skub i den proces. Det betyder, at vi ikke nødvendigvis samles om institutioner i vores samfund mere, fordi vi individuelt definerer hvilke ting, der giver mening. Det indeholder en fantastisk frihedsfakkel og i sig selv indebærer det jo også omstillingsparathed. I min høje alder vil jeg dog ikke undlade også at pege på de risici, der er forbundet med den frihed. Jeg er sikker på, at langt de fleste danskere vil anerkende, at Danmark er et særligt sted på Jorden. Ikke kun fordi de fleste af os er født her, men også fordi den velstand og de livsmuligheder vi bliver tildelt er rundet af netop samhørighed os danskere imellem. Det er værdier, vi skal være bevidste om. Ingen værdier, ingen privilegier er umistelige.

Værdier er på den anden side heller ikke uforanderlige. Trods al individualisering er det i mødet med andre mennesker, at værdier etableres og folder sig ud. I den forståelse, empati, delagtiggørelse man møder hinanden med. I har som teenagere og nu snart post-teenagere haft det privilegium, at I har kunnet forvalte den arv med en vis reservation og afstand, fordi I er unge og ikke bundet til bestemte måder at gøre ting på. Men den tid er allerede ved at rinde ud for jer. Det er denne overgang, min tale i dag markerer. I har nok et par år at løbe på endnu, men inden længe skal I til at forberede det næste lange stræk i tilværelsen med uddannelse, kæreste, job, familie. Det er her, værdierne skal værnes om og dyrkes, alt det vi er fælles om midt i alle forandringerne og påvirkningerne udefra, al individualisering.
De værdier kommer til at se anderledes ud end jeres forældres. Men ikke helt grundlæggende. Uanset hvordan de værdier bliver udfoldet, skal I være bevidste om de enorme forbedringer for det enkelte individ som de seneste vel 200 år har bibragt. Det er en arv i skal tage vare på, og arven bygger på fællesskab. Og demokrati.

Det lykkedes næsten at komme igennem talen uden at nævne det unævnelige. I kender øvelsen fra Harry Potter, og ligesom hos ham, er jeg sikker på, at alt ender godt. Mulighederne i verden er enorme. På grund af forandringer.

Hermed dimitterer jeg årgang 2020 fra Rønde Gymnasium. Tillykke!