fbpx
.
.

Kære forældre til elever i 1g;

Hermed årets sidste nyhedsbrev og så også det sidste, stilet til jer som forældregruppe. Ideen med brevene er at holde jer orienteret om årets gang i 1g. Fra 2g er eleverne mere selvhjulpne og vi slipper derfor denne kontakt. I er naturligvis altid velkomne til at kontakte mig eller skolen, hvis der er spørgsmål.

Vi har vores fire 1g-klasser kørende, uden at vi har haft nogen egentlig afgang. Rent arbejdsmæssigt hører jeg kun, at alle klasserne er kommet rigtig godt i gang og at læringsmiljøet er fint. Tilsyneladende er ikke alle fire kommet lige langt med deres sociale relationer. Det forsøger vi at gøre en indsats for. Vores teori er, at Corona stadig kaster en skygge i de unges liv. Vi har dog fin opbakning til de forskellige aktiviteter uden for skoletiden, hvad enten de er faglige eller sociale, så det er absolut forventningen, at alle klasser bliver velfungerende inden så længe.

Vejret viser ganske tydeligt, at vi nu nærmer os skoleårets afslutning og dermed eksamensperioden. Der er stadig undervisning, frem til og med 2. juni, hvor alle klasser har sidste skoledag.

De efterfølgende tre uger vil gå med eksamen og prøver. Alle skal forsvare deres DHO (Dansk-historie opgaven), som er en obligatorisk opgave og prøve i 1g. Næsten alle elever skal til eksamen i et enkelt mundtligt fag. Hvis en elev ikke kommer op, kan vedkommende så glæde sig til en ekstra eksamen i 2g. Eksamenstræning er et vigtigt element i gymnasiet, så det er godt at næsten alle får prøvet det.

Når skoleåret slutter helt, fredag 23. juni, vil eleverne også have fået deres første årskarakterer. Ca. tre af dem vil være i afsluttende fag og blive overført til eksamensbeviset. Det varierer efter studieretningsvalget, hvilke fag det drejer sig om. Jeg vil opfordre jer forældre til at se jeres børns karakterer. Som beskrevet i sidste nyhedsbrev er jeres børn nu så store, at de selv står med opgaven og ansvaret i forhold til deres uddannelse. Men det er nyttigt at have dialogen, også hjemme ved spisebordet. I skal bruge elevernes log-in for at kunne se karaktererne. Kontakt skolen, hvis der er problemer hermed.

I er sikkert informeret om, at 2g byder på studieture. Vi er gået i gang med at planlægge rejserne i klassernes lærerteams og jeg ved at de fleste er begyndt på en opsparing. Rejsemålene er næsten på plads og de manglende vil blive fastsat inden for de kommende uger. Det er stadig gældende, at den forventede udgift til 6-dages studieture i Europa vil være 4.500kr, plus forplejning og nogle entréer. Vi har tidligere tilbudt oversøiske rejsemål i nogle klasser, baseret på udveksling, men det er ikke muligt for os i øjeblikket. Det bliver derfor ikke aktuelt for den nuværende 1g-årgang.

Der er i disse år politisk bevågenhed omkring unges forbrug af især alkohol men også tyggetobak, eller snus som det også benævnes (men vist ikke er). Vi kan registrere en betydelig nedgang i elever, der ryger – i hvert fald i skoletiden – til gengæld har det langt mere skadelige tyggetobak vundet indpas. Der er også forbud mod brug af dette produkt i skoletiden, men det er langt sværere at opdage. Jeg opfordrer kraftigt jer forældre i at støtte jeres børn i ikke at benytte dette yderst skadelige produkt. For en ordens skyld vil jeg tilføje, at det er hjemsendelsesgrund når vi fanger nogen i at anvende tyggetobak. Også alkohol skal vi i højere grad forholde os til. Det er min opfattelse, at der bliver drukket mindre end tidligere, men jeg har alligevel fornemmelse af, at alkohol er vigtigt i de unges samliv. Vi arbejder med at forhindre egentlig beruselse til vores fester og det lykkes langt hen ad vejen. Vi oplever til gengæld, at eleverne ofte har drukket hjemmefra. Også her vil jeg opfordre til dialog med de unge. Vi skal gerne af med vores kedelige rekorder i Danmark. Det er ikke usandsynligt, at det ender med et totalt forbud på skolerne, i hvert fald for unge under 18. Og så har vi jo en helt anden situation. Men indtil da skal vi arbejde på at gøre vores fester til en god oplevelse for alle. Og det går faktisk rigtig godt, synes jeg.

I forlængelse heraf vil jeg også appellere til, at de unge ikke skal bruge mange solskinstimer i Byparken i Rønde med øl. Jeg mener ikke, at indtag af alkohol på hverdage er foreneligt med skolegang. En enkelt øl i solen skader jo ikke, men de mange timer gør, i kombination med flere øl.

Jeg vil slutte af med at takke for det første år, lidt for tidligt men et passende tidspunkt alligevel. Det er et stort privilegium at arbejde med jeres unge voksne og alle ansatte på skolen glædes og næres ved samværet med jeres børn.

God sommer til jer alle, om det bliver i Danmark eller i det nære udland. Vi glæder os til ferien men også til at åbne dørene igen, mandag 14. august. Vi er i et af de såkaldte rulleår, hvor skoleåret ruller en uge, og det giver en ekstra uges sommerferie. Til eleverne.

 

Med venlig hilsen

Sven Gaardbo

Rektor
Syddjurs Gymnasium