fbpx
.
.

Kære forældre;

Vi er i den priviligerede situation, at vi netop har sat fem studieretningsklasser i gang. Det er kun tredje gang i skolens historie, at vi har så mange elever, og de fire af klasserne er tilmed fyldte. Det går stik imod tendenserne på landsplan, så vi er meget beærede og vil gøre alt vi kan, for at tage vare på jeres unge. Vi fornemmer, at der er en god stemning og et fint gå-på-mod. Skulle jeres barn opleve manglende trivsel, skal I ikke tøve med at kontakte os. Vi sætter ressourcer af så alle kan få mulighed for en god studiestart.
Vi indleder studieretningsforløbet med en hyttetur, i år som en endagstur uden overnatning planlagt og gennemført af Syddjurs Ungdomsskole. Dem har vi samarbejdet med de seneste tre år om introturene, og det fungerer virkelig fint.

Vi er jo desværre startet med en kedelig klassekammerat i alle klasser. Covid-19 sætter dagsordenen ganske kraftigt, og øvelsen går på at få dagligdagen til at fremstå så normal som muligt uden at overskride anvisningerne fra sundhedsmyndighederne og Christiansborg. Eleverne er meget opmærksomme på brugen af mundbind, ligesom der også bliver sprittet hænder. Det sidste måske ikke helt så meget som det første. Vi har dog udfordringer med at få dem til at begrænse deres omgangskreds. Det er vigtigt, at de er tæt sammen med så få som muligt. Det indebærer også, at de skal spise i klasserne og hente mad i kantinen til hinanden så færre elever kommer i fællesområdet i det mest pressede tidspunkter. Madpakke kunne overvejes som en mulighed, hvis den kan holdes frisk.
Ved smitteudbrud – vi har indtil videre kun haft et enkelt tilfælde på skolen – bliver de nære kontakter inddraget og sendt til test og selvisolation. Alle andre i klassen eller de som kender nogen som kender nogen behøver ikke at foretage sig noget. Er man syg, skal man blive hjemme og ligner symptomerne Covid-19 skal man lade sig teste. Bliver en elev testet positiv, skal skolens ledelse kontaktes omgående. Herefter sætter vi smitteopsporingen i gang.

Som en lille skole er vi ofte nødt til at blande studieretningerne i klasserne. Det betyder, at der kan være flere studieretninger i samme klasse. Vi sammensætter klasserne, så eleverne vil have et centralt studieretningsfag sammen – ud over alle fællesfagene, som klart fylder mest, ikke mindst i 1g. Konkret i år betyder det, at alle klasser har (mindst) to studieretninger indeholdt.

De to prøver, som eleverne har afviklet i den forgangne uge, er medtællende på eksamensbeviset, men kun i mindre grad. Hver især tæller de kun med en kvart vægt, hvilket betyder at eksempelvis en karakter på 10 kun medregnes med værdien 2,5 i gennemsnittet. Det betyder dog ikke, at prøven ikke er vigtig for eleverne. Det er første prøvesten i gymnasiet, og jeg har en klar fornemmelse af, at prøverne tages meget alvorligt af eleverne. Og det skal de også. Det er en god idé at tale med jeres børn om oplevelsen af prøverne. Nogle vil jo nok være skuffede, men det er en vigtig erfaring at få i skoleforløbet.
Overgangen til studieretningsforløbet vil især betyde, at timerne i de to grundforløb forsvinder. De har fyldt rigtig meget på skemaet i de første tre måneder. De giver så mere plads til de øvrige fag, hvoraf der er kommet fire nye: sprog 2, historie, fysik og kemi eller naturgeografi.

I de kommende uger vil studievejlederne have en samtale med hver enkelt elev, en såkaldt indslusnings-samtale. Den kan synes at komme ret sent, men vi har valgt tidspunktet fordi der nok er mere at tale om, nu hvor eleverne har fået deres valgte studieretning og hvor de også har fået tildelt den studievejleder, som skal følge dem resten af gymnasieforløbet.

Vi oplever i disse år et stigende problem med psykisk sårbarhed og udfordringer med trivsel. Vi har forskellige tiltag til at hjælpe de ramte elever igennem, men omfanget er ved at blive temmelig stort. Jeg tror, at I forældre kan have en nøgle til at få slået hul på alle de bekymringer, som de unge har. Mange af de udfordrede elever har det til fælles, at de tror, at de står alene med problemstillingen. Nogle af de unge vil meget gerne tale om problemerne, mens andre umiddelbart trækker sig ind i sig selv. Det er vores erfaring, at de alle har brug for at tale med fortrolige, hvis de har det skidt. Det er jo nok ikke alt forældrene – og skolen – kan få at vide, men noget er bedre end ingenting. En løbende dialog om skolegangen anser jeg for vigtig. Det gælder egentlig for alle elever, men som sagt ikke mindst for de udfordrede. Og igen, vi gør hvad vi kan med de instrumenter, vi har til rådighed.

I løbet af de tre år vil klasserne i nogle udvalgte perioder støde på flerfaglige forløb. Det er forløb, der skal pege frem mod den store SRP i 3g og gradvis opbygge kompetencer til dels det flerfaglige element, dels den større opgaveopskrivning. Til foråret er den større opgave en tværfaglige opgave i dansk og historie. Mere om det i næste brev.

I de senere år har vi arbejdet med, at eleverne møder færre karakterer i løbet af 1g. Det er vores oplevelse, at eleverne synes, at det fjerner noget af presset, selvom de også efterlyser mere feedback som erstatning for karaktererne. Det er noget, vi arbejder ret intenst med. De har naturligvis fået karakterer for de to prøver og de vil få terminskarakterer til marts. Kort inden, i uge 9, plejer vi at afholde forældrekonsultationer i 1g. Dette er stadig planen, men vi må afvente Coronasituationen og se om det bliver muligt. Vi vil dog lave et alternativt arrangement, hvis det andet ikke kan lade sig gøre.

På Ludus, som er vores administrative platform, kan I se elevernes karakterer til marts ligesom også deres fravær og andre beskeder fremgår. Jeg vil kraftigt opfordre jer til med mellemrum at få adgang til Ludus fra jeres børn og i særdeleshed hvis barnet ikke er fyldt 18. Det kræver et log-in, som jeres barn har. Også her kan I kontakte skolen, hvis der er problemer. Ikke alle børn ønsker forældrenes blik over skulderen, men det er jeres ret, og vi er gerne behjælpelige. Det er dog bedst, hvis det alt sammen foregår i bedste fordragelighed og efter aftale. Det er nødvendigt også at respektere de unges forventning om større selvstændighed.

Studierejsen i 2g vil nok ret hurtigt blive et samtaleemne. Vi har nogle kontakter rundt omkring i verden, som vi gerne tilbyder eleverne. Især w-klassens studietur til USA er nu blevet en tradition, med et kæmpeudbytte for både den enkelte og for klassen. Den tur er noget dyrere end de andre – og længere – så det vil være et tilbud, vi forelægger jer på et tidspunkt. Vi har fire år i træk haft en klasse i Indien, og den tur vil sandsynligvis også blive tilbudt en klasse, hvis Corona tillader. Den er også dyrere og længere, men dog ikke helt så meget. En ”almindelig” studietur vil koste ca 4500kr + lommepenge. Vi vender tilbage med overslag over de andre udflugtsmål senere. Coronaspørgsmålet er fælles for dem alle. Vores nuværende 2g-klasser kommer først afsted i 3g og noget tilsvarende kan blive realiteten for nuværende 1g.

Ellers står julemåneden for døren. Der knytter sig en del traditioner til den, men en del af dem bliver aflyst i år. Vi er ved at sammensætte et alternativ, så skolen får noget julehygge. Det står dog fast, at sidste undervisningsdag inden juleferien er fredag 18/12.
Men det er der jo et stykke tid til endnu.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis der er spørgsmål, bemærkninger eller andet. Vi ønsker at have god kontakt med jer forældre her i 1g. Derfor også disse kvartalsbreve i 1g.

Vi er glade for privilegiet med at arbejde med jeres unge. Vi håber på, at alle får et godt forløb her. I trygge rammer. Et nyt element i disse rammer er, at skolen nu er røgfri i skoletiden – også selvom den enkelte har pause eller mellemtime.
Vi er bevidste om, at ganske mange traditioner er aflyst i år og vi vil forsøge at erstatte med andre aktiviteter, primært på klasseniveau. Indtil videre er der ingen morgensamlinger, fester, caféer eller andet.

Vi glæder os til en normal hverdag.
Næste forældrebrev kommer primo februar.

 

Med venlig hilsen

 

Sven Gaardbo
Rektor
Rønde Gymnasium