Jubilæums rollercoaster

Part 1 – Musikalsk Rollercoaster

Af Ghita B. E. Pedersen

Under koncerten mandag i festsalen på Rønde Gymnasium checkede pianisten Christian Skovgaard ind med musik fra hele verden. Ghita B. E. Pedersen REFLEKTERER fra musikfronten.

Jeg sidder på bordet uden for Festsalen hvor der få timer før var skriveworkshop med en forfatter som gæst. Døren er låst, der er 20 minutter til at det starter, og der er få nok mennesker til kun at fylde de 2 røde bænke i forhallen til gymnasiet. 19:15, et kvarter før start, åbner rektor Sven Gaardbo ind til salen, hvor det sorte flygel der normalt bruges til morgensang er placeret foran stolerækkerne, nu i fokus. Lysende i loftet er tændt, og lyser den store sal og dets malerier op. Malerierne er lige blevet skiftet til en fernisering i fredags, og sammen med det vævede tæppe på endevæggen flytter det fokus mod det der venter – nemlig flygelet og forventningen om den musik der snart vil lyde derfra.

Der er småsnakken rundt omkring, nogle gamle bekendte hilser på hinanden, personale fra skolen stikker hovederne sammen, og nogle få gamle elever snakker med lærer og hinanden om tiden på skolen dengang. Det meste af publikummet er ”ældre mennesker”, hvilket nok begrundes i at det der venter er en klassisk koncert, dog med en ung pianist på 32 år.

Pianisten Christian Skovgaard Flarup fortæller kort om hvad der kan forventes, nemlig ”sange for klaver” med en melodisk klang, samtidig med en kort kommentar om at han lige var blevet far, og havde en del søvnbesvær og bleskift. Publikum ler, Christian sætter sig, og koncerten går i gang. Stykkerne der spilles i første del omhandler barndommen, et blidt klaverspil indleder, og det gamle ægtepar foran mig udveksler en kort kommentar om at det lyder dejligt. Jeg kan se min gamle musiklærer smile over det muntre stykke, og jeg er sikker på at hun værdsætter det – hun spiller selv klaver. Stykkerne skifter, et let sørgmodigt stykke leder mine tanker over på et barn der kigger længselsfuldt ud af vinduet på en regnvejrsdag, venter på sommeren skal komme. Nogle toner får lov at runge ud, og Christian beskriver dem som miniaturestykker fra barndommen.

Christian selv er fra Odense, hvilket giver ham anledningen til at spille små folkeviser fra Fyn – ment som et lidt sjovt tema. Folk smiler rundt omkring ved de muntre, til tider sjove melodier. Det slår mig, at de sidste 20 minutter har jeg følt glæde, sørgmodighed, lethed og barnlighed. Ingen tvivl musikken er god – og han er god – til at sætte stemninger i strømning. Efter viserne klapper publikum længe og smiler, fulgt op på udtalelsen ”Lidt sjov har man vel lov at lave”.

Man kan mærke at hans interesse for hvad han spiller når han præsenterer de forskellige stykker af koncerten, det næste er tysk og meget melodisk. Det ældre ægtepar foran mig rykker tættere sammen, skulder mod skulder, og det får mig til at tænke på at musikken bringer os tættere på hinanden og os selv.

Han skifter mellem et hav af tangenter og strømninger fra dramatik til elegance. En melodi giver mig let følelse der minder mig om forelskelse i gamle danske film med Dirch Passer. Det er noget andet at høre musikken live, den har en mere livlig klang.

Høflig rejser han sig, forklarer at han tidligere har været bosat i Moskva, og derfor vil spille noget melankoli fra Rusland. Melankolsk var det, og jeg såvel som resten af publikummet blev påvirket af det. Tonerne får lov til at ringe ud til sidst, og slipper så publikummet, der svarer med et bifald.

Det sidste stykke bliver præsenteret med indledningen ”Men nu skulle det jo være en fest at fylde 100 år.” og en ungarsk rapsodi starter. Nogle gange tager jeg mig selv i at smile over de små melodiske motiver som går igen, men også de små fine finesser i hele stykket. En passage minder min om Disney sjov fredag aftner med Tom og Jerry fra jeg var lille, også manden foran mig smiler.

Koncerten er færdig efter 40 minutter, publikum klapper længe, og rektoren kommenterer at det var godt at ”flygelet endelig blev foldet ud”. Folk strømmer langsomt ud af salen, ud for at købe kaffe og kage, samt jubilæums T-shirts og tidsskrift. Selv falder jeg i snak med en gammel elev fra 50 år siden, lidt af skolens personale, og pianisten selv. Kagepausen slutter, deres fællessang starter, og jeg vender mod trapperne op til kostskolen. Den boble musikken havde skabt er sprunget, og jeg kan kun tænke tilbage på de mange stemninger der blev frembragt fra klaveret.

Fantastisk aften.

Part 2 – Midtvejskrise? Eller har far ret?

Af Ghita B. E. Pedersen

Viseren på mit ur viser 8:13, og mit redaktionsmøde starter om 2 minutter. Hurtigt tager jeg en fingerring på, ligger et par øreringe i lommen, smider mine strømper i tasken og tager mine sko i hånden. Travlt krydser jeg over glasgangen mellem bygningerne, velvidne om at 1 minut mere havde gjort en verden til forskel. Lærere og elever strømmer rundt på vej til diverse lokaler på skolen. Bag døren er redaktionsmødet allerede i gang, og jeg vælter ind med mine ting på slæb. Folk er fokuseret på Mogens dagsplan, og jeg sætter mig så ubemærket som det nu kan lade sig gøre. Her møder man helst 5 minutter før, hvilket som regel glipper for mig og min kostskolementalitet, som påstår at 2 minutter er masser af tid at gå på. Stille får jeg taget mine strømper og sko på, og da han spørger ind til mit projekt er jeg faktisk nogenlunde klar på at svare. Det er onsdag morgen, vi er midt i jubilæumsugen.

Dagens program fastlægges så godt som det nu kan, alle har deres egne planer og ting de skal passe. Jeg finjusterer en tekst fra i går, og nogle gange kan jeg godt undre mig over hvor mine tanker var da jeg skrev. Min indre push-funktion minder mig om skolefotografering, og jeg smutter fra vores lille lokale på 3. sal og ned for at finde de andre fra min klasse. Fotograferingen er åbenbart i gymnastiksalen og ikke i festsalen som sidste år – en detalje jeg havde overset.

I festsalen synger vi jubilæumssangen, en del elever er mødt op. Jeg har det bedst med at synge med når der er mange – så kan jeg ikke høre mig selv og andre kan forhåbentligt heller ikke. Flere påmindelser og beskeder bliver lagt i min korttidshukommelse – jeg håber virkelig at nogle andre husker bedre end jeg gør i dag. Folk halvt taler, halvt råber til hinanden på vej ud derfra, prøver på at finde ud af hvor de skal mødes, og hvor deres næste blok forgår. I glashuset samler jeg mine ting sammen som jeg efterlod der før morgensamlingen. Folk sidder og spiser sammen ved bordene, pjatter lidt, man hører grin og brudstykker af samtaler. Knudepunktet her virker på en måde større end det plejer at gøre. Folk spiser lidt hurtigere, går lidt hurtigere, er lidt mere målrettet og skemarettede end sædvanligt. Jeg smutter igennem en vennegruppe af 1. g’ere og op mod lokalet på tredje sal. De eneste der normalt bevæger sig herop er kostelever eller folk med IT problemer.

Endnu en deadline, jeg skal skrive en erindring på 30 minutter, hvilket ikke er så svært, hvis man ellers kan samle tankerne og finde en at skrive om. Anna og jeg går en tur om skolen for at få lidt luft. Nede på Den Spanske Trappe møder vi vores klasse og nogle grundskoleelever som er på vej mod søen i byparken, en tur vi skulle have været med på hvis vi ikke havde været på redaktionen i den her uge. Min lærer står og næsten råber instrukserne ud til alle eleverne, og vi går videre væk fra larmen. Vi kommer tilbage, begge med et mere klart hoved end da vi gik, og sætter os hver for sig for at skrive med inspiration fra vores snak. Jeg sætter mig op på mit værelse og vender min 5-punkters huskeliste for dagen med den blanke side opad.

En halv time senere kommer jeg tilbage for at udveksle min erindring med Anna. Vi giver hinanden feedback, hvilket gerne skal være dybere end ”Den kan jeg godt lide” hvis nogen af os skal få noget ud af det. For en gangs skyld var der lidt mere ro på skolen, også selvom skolens administration render rundt for at få alle ender til at nå. Alle har tilsyneladende en lidt stram uge. I morges tikkede en mail på FC ind fra i forgårs om at jeg startede som rengøringsvikar i diamanten fra i dag og de næste 2 dage, og rækkefølgen på mine planer bliver opdateret for 3. gang i dag, klokken er kun 11:37.

Efter frokost, et foto til redaktionen og en coaching på hvad du læser nu, har jeg fri. Altså fri i den forstand at nu består resten af min dag af 3 store opgaver – rengøring på Diamantens to øverste etager (inkl. Rektorboligen), skrivning til redaktionen og en kemirapport til i aften. Min roomie fra sidste år sender en kommentar efter mig om at jeg ser træt ud på min vej ned af trappen, og jeg råber at jeg ikke har tid til at være træt – ikke endnu i hvert fald. Med min nye nøgle og autoritet som rengøringsdame indtager jeg Diamanten, hvor de fleste allerede er gået hjem og. Her er næsten for stille, og efter det første lokale er rengjort forstår jeg godt hvorfor vi skal sætte vores stole op efter timen.

Min kemiaflevering er nu sendt afsted, mit hoved er træt, jeg er træt klokken er 19:49 og jeg har mest af alt lyst til at smide mig i min seng og sove. En besked fra min far fortæller mig at han er ok at jeg ikke har meget tid til at se ham i morgen. Der plejer at gå en måned eller mere mellem jeg ser ham, som han siger er jeg ”en travl dame”.

Part 3 – Fredag Morgen

Af Ghita B. E. Pedersen

Vi sidder og gaber på redaktionen fredag morgen. Det er sidste dag i jubilæumsugen, og det er vores sidste dag samlet som redaktion. Mogens, vores chefredaktør kommer med feedback på ugen for ”evaluering lyder træls” som han siger. I mandags havde vi et 3-timers crash kursus ned i journalistikkens værktøjskasse hvor vi fik præsenteret disciplinerne coaching, learning by doing og feedback. Det var det der skulle til for at gøre os bedre, og det er vi blevet. Han synes også, at det er bemærkelsesværdigt at vi er så forskellige, og alligevel får så meget fra hånden og ud af hinanden. Og når jeg kigger rundt i rummet ser jeg også at vi er meget forskellige. Der er 8. klassere, der er 3. g’ere, men alligevel har vi formået at få det til at fungere. Men er det sidste dag, og dagsplanen bliver lagt. Først kage, så arbejde.

Jeppe og jeg går på mit værelse for at hente mine skriveting jeg glemte i morges. Rundt omkring er pedeller, kontorpersonale og lærere i færd med alle forberedelserne. Det er lidt som op til en familiefødselsdag, hvor man gjorde rent og pyntede op inden gæsterne kom. Jeg skulle altid rydde mit værelse op imens min mor lavede lagkage og bagte boller, men oftest slap jeg af sted med at gemme mit rod væk i poser under mit skrivebord. I glashuset er billederne af matematisk kunst skiftet ud med selvportrætter som grundskolen lavede i kunstværksted. Pedellerne er stadig i gang med at hænge de sidste op på væggene, og folk kommenterer ivrigt på billederne og deres mange farver. Selv sidder Jeppe og jeg og snakker om dem, i mens koret i festsalen varmer op. Det lyder godt derinde fra, de synger ”I wanna dance with somebody”, samtidig får den nogle gange lidt et gospel twist når de klapper imens. Rundt omkring os er der sat en masse af skolens gamle ting frem. Tingene oppe fra Papegøjegangen er blevet udstillet på et langt bord og i et glasskab, også fra Papegøjegangen. Det der fanger mit blik først er den gamle computer, firkantet og med lille brun skærm i en gråbrunlig farve. Jeg er alligevel taknemmelig for at jeg har noget mere moderne at skrive på end den sag.

Ude på græsplænen foran den spanske trappe er koret og bandet ved at varme op. Morten Kjær hedder dirigenten. Han kigger lige forbi for at pumpe mere selvtillid og attitude i koret. Rygtet går at han fløj ind fra Los Angeles for at bidrage. Han er lokal, det ved jeg, men at han er så god, vidste jeg ikke. Det samme gælder hovedtaleren. Trods sine går hår, sammenknebne øjne og et politisk CV på størrle med en dansk smørrebrødsseddel, virker han frisk og tilstede. Bertel Haarder, svømmer som en fisk i vandet. Vores vand. Vores sted. Syddjurs Kommunes borgmester er her også i sin bil med eget portræt og valgflæsk på bilen. Det syder og koger inde som ude. Der er sat hvide plasticstole op som til 3. g’ernes dimension i juni, stole som ikke stod der for en time siden. Efter en kort lydprøve på instrumenterne i bandet, starter koret deres generalprøve. En dreng fra min årgang er forsanger og lyden af hans stemme og koret som støtter op i baggrunden for eleverne omkring mig til at holde en pause i snakken et øjeblik. Vi har pause nu, og det er et oplagt tidspunkt at gå udenfor i solskinnet og høre koret øve. Folk klapper, sangen er slut og dirigenten retter til og giver små kommentarer hist og her. Imens giver en lærer øl-armbånd til nogle 1. g’ere, og folk strømmer stille tilbage til deres sidste halve blok inden vi skal mødes her ved stolene igen. Det er ærgerligt at man ikke kan være mere ude, nu når solen faktisk skinner. Ironisk nok er det den første officielle efterårsdag i dag.

Oppe på redaktionen giver jeg kort feedback på en kronik som en 3. g’er har arbejdet på det meste af ugen. Der er stadig lidt kage tilbage i fadet fra i morges, papirer og noter ligger og flyder på det store bord bag vores pc’er, og efterhånden får folk færdiggjort deres projekter.

Ude foran teltet sidder elever og gæster og småsnakker i de hvide plasticstole. Oppe på scenen justeres mikrofonen, og jeg krænger min jakke af til fordel for solens stråler. Klokken 11 indleder rektor med ”Kære alle sammen”, og de to privatskolepiger ved siden af mig stopper deres talestrøm for et øjeblik. Han fortæller at hovedtaleren er forsinket på grund af et aflyst fly, og vi starter med at synge. Min forkølelse kan ikke lige klare skønsang, og jeg nyder at min gamle roomie fra koret sidder ved siden af og overdøver mig lidt. Efter borgmesterens tale går koret på. De strømmer op mod scenen fra de forskellige stolerækker, og begynder at stille op. De havde fået af vide at de skulle tage deres jubilæums-t-shirt på, men halvdelen er uden, så man kan tydeligt se mangfoldigheden i koret. Der er både 1.- 2.- og 3. g’ere, alle med deres egen udstråling. De står og snakker lidt imens de sidste kommer på plads. Drengene er placeret i midten, og pigerne begge sider af dem. De starter med sangen, jeg hørte til deres generalprøve tidligere. Jeg er stadig imponeret, og jeg er ikke den eneste. Folk snakker lavt her og der, roser deres optræden. Sangen runger ud, folk klapper, og kort efter begynder de en af mine tidligere ynglings sange, Out of it af Fallulah. De har lavet den flerstemmigt, og det er fantastisk. Jeg kommer til at smile, kigge rundt efter folk jeg kender på scenen. De har brugt deres to øvedage effektivt. Til sidst klapper folk med i takt på dirigentens opfordring, og her er en fantastisk stemning. Koret bukker til sidst, publikum pifter og klapper, og endnu en tale starter.

De fleste er nok ved at forberede sig på i aften. Rektor har gjort meget ud af at forklare at det ikke er en fest eller en fredagscafe, men en festlighed. Jeg tror alligevel at de fleste af gymnasieeleverne ser det som en fest, men hey, vi har haft en hektisk uge, der er 100 års fødselsdag og det skal da fejres. Dette er slutningen på jubilæumsugen for Privatskolen og Gymnasiet. Det her er mit sidste projekt for jubilæumsredaktionen. En triologi har min hånd – og hjerte – som jeg aftalte med redaktøren i mandags. Skriv dig igennem ugen. Vær øjne og ører, sagde han.

It is a wrap! En hæsblæsende tur er ved sin vejs ende. Jeg skriver på min sidste sætning, vil gerne ha det til at passe ind med Rollercoaster – men jeg går i stå ved sætningen ”jeg kommer til at savne det her” – ved at redaktøren hellere vil ha’ stoffet til tiden så han kan feedbacke og coache. Så afsted ryger her lørdag eftermiddag. Der går ikke længe, så tikker der et svar ind:
Aflevering til deadline, som aftalt. Godt gået. Hvorfor ikke bare konkludere at din tur i rutsjebanen slutter nu – men eventuelt spinne videre på, at du har sæsonkort til Tivoli Rønde Gymnasium – i det mindste lidt endnu?
– Lidt endnu….Jeg magter ikke at tænke på den dag det slutter. Jeg beslutter mig for at lave en open ending…til de af jer som læste med hertil, hvordan har jeres tur i rutsjebanen været i denne uge?