Erindringer

Af Ghita, 2.g

Vi kørte ned af bakken til der hvor det nye hus skulle ligge. Det var en lille by adskilt fra Grenaa af en omfartsvej, så det var ikke langt væk. Men det var anderledes. Hernede var der flere heste og dyr end mennesker, og jeg var ikke en hestepige. Der var en 20 meter lang grus indkørsel ind til selve grunden, som mest af alt lignede en stor græsmark. Det lå parcelhuse rundt om grunden, og for enden af haven lå en hestefold. Den ene nabo var ved at bygge et hus, og her skulle vores ligge ved siden af. Mine forældre havde vist mig og mine små-søskende billeder af hvordan huset skulle se ud, men det var svært at forstille sig hvordan der skulle kunne ligge et hus her. I hjørnet af grunden lå nogle store sten og noget haveaffald folk havde smidt der, og det lignede på ingen måde det flotte hus med haven fra kataloget.

Som tiden gik fra forår mod sensommer blev fundamentet støbt, og vi rendte rundt mellem aftegningerne hvor rummene skulle være. Alting var større end vi havde været vant til. Der var et stort køkkenalrum, og stuen var på størrelse med en festsal. ”Det her er mit værelse!” havde jeg råbt til mine forældre tværs over fundamentet. Der var et værelse til os hver, endda et i overskud til opbevaring. Men jeg var den ældste, så jeg havde førsteret.

Hjemme i rækkehuset på toppen af Grenaa havde vi været ved at pakke vores ting sammen, mine søskende og jeg. Mine søskende havde delt værelset med køjesengen, og jeg havde haft mit eget. Vi syntes selv at vi havde været gode til at pakke i flyttekasser. Alt vores Lego Duplo i en kasse, alle vores bøger i en anden, og puder og tæpper i en tredje. Jeg var lige fyldt 10, da vi skulle flytte.

Efter 3 år i huset blev mine forældre skilt. Det havde været deres drømmehus, som min mor havde kaldt det. Alle ting skulle til at deles. Mine søskende og jeg var knuste. Det var midt december måned, jeg var 13 år og her, her fem år senere tæller jeg på fingrene; 1,2,3,4,5….Jeg kar pakket mig selv og mit liv ned 14 gange siden. Jeg er stadig ikke en hestepige. Heste har bedst af at høre til et sted. Og aldrig alene må de være. Så meget ved jeg dog.

Af Søren, 10. klasse

Jeg husker stadig dagen som var det i går da den var meget særligt for mig og mine opfattelse af hvordan vi sætter store grupper af mennesker sammen. Det var en normal grå sommerdag i Danmark og jeg sad i bussen med min bedste ven Frederik, mens vi var på vej til en af de mange ungdomshuse i Syddjurs for at diskutere om et fælles elevråd i Syddjurs som skulle have en større effekt på skolegangen i Syddjurs. Vi møder op foran det lange ungdomshus og kigger meget akavet rundt på hinanden, så mange nye ansigter og en akavet stilhed mellem dem kan mærkes, mens de få som kender nogen omkring snakker, men man kan mærke der ikke er et fælleskab i gang. Vi går stille ind igennem den aflange hal der leder ind til et stort rum med, en masse borde med stole og et par mennesker står oppe ved et stort lærred.

Vi bliver bedt om at sætte os ned og jeg sætte mig ved siden af min ven Frederik ved et bord af en masse mennesker som jeg ikke kender. Et par mennesker stiller sig op og begynder og snakke om hvad der skal ske, det er 2 drenge. Det første der er på listen er at sprede os rundt, og med det samme mærker man at folk ikke er vilde med det. Det er næsten grænseoverskridende.

Efter vores ommøblering som ingen har bedt om, får vi vores næste besked af de 2 unge herrer. Og det var at vi skal speed date. Dette sender endnu et mærkeligt sus gennem folk som hurtigt kigger efter deres forrige makker, med forvirrede udtryk.

En aflang cirkel bliver lavet og folk står ansigt til ansigt med hinanden, en efter en skal vi stille det samme spørgsmål frem og tilbage, ”hvor kommer du fra og navn” ”hvad mener du et elevråd skal gøre?.

Vi sætter os tilbage ved vores firkantede borde og bliver nu bedt om at finde et navn til vores fælles elevråd, rigtigt FN style. Men selvfølgelig siden ingen kendte hinanden og de fleste kigger ned i bordet og klikker med deres kuglepenne så det gik så godt som du kan regne med, folk kigger bare akavet rundt, men på en eller anden måde fandt vi frem til en ide for vores gruppe, intet særligt, men processen for at finde frem til det var meget speciel.

Da jeg forlader mødet tænker jeg, at ikke to mennesker er ens, og at det er en vanskelig kunst at sætte folk sammen, der ikke kender hinanden på forhånd.

Akavet. Det var helt sikkert en af de mere akavede dage i mit liv.

Af Cecilie, 8. klasse

Jeg husker den uge jeg var afsted. Afsted på lejr. Det er mange år siden men jeg husker det stadig tydeligt. Det var et stort sted, og vi var ca. 25 piger afsted fra hele Danmark. Vi kom bare, mødtes oppe på fliserne, under det store træ.  Der lavede vi en hurtig navnerunde og  lagde derefter vores ting på sovesalen på 1. etage.

Da jeg kom var jeg lidt lukket fordi jeg ikke kendte nogen, og jeg prøvede ikke rigtigt at snakke med nogen. Dengang var jeg nemlig ikke så åben overfor nye mennesker.  Men alligevel prøvede otte af de andre piger at snakke med mig. Og de blev ved. Og hurtigt blev jeg faktisk meget mere åben og begyndte at snakke, først med dem, men bagefter med alle de andre piger der var der.

Det endte med at blive en fantastisk uge, hvor jeg fik nye veninder som jeg stadig har kontakt til den dag idag. Jeg har også mødtes med mange af dem siden. Efter den uge begyndte jeg at blive mere åben overfor nye mennesker.

Af Anna, 2.g

Far tager min hånd, og vi går op ad vejen. På vejen holder en masse biler. Vi går ind i huset, og jeg bliver mødt med åbne arme. Hele min familie er i gang med at male det nye hus. Det er ret kaotisk, og tanken om at dette er vores nye hus skræmmer mig. Min mormor tager min hånd i hendes, og vi går en tur i kvarteret. Vi går forbi en legeplads, med en masse børn. Jeg har sådan lyst til at møde dem. Det siger mormor, at jeg vil komme til, men at jeg må vente til i morgen. Det skulle vise sig, at dette var mine nye venner.

På vej hjem fra skole. Alene. Mor og far havde endelig givet mig lov til, selv at skulle gå hjem fra skole. Jeg var spændt, lidt nervøs måske, men jeg skulle ikke gå alene. Jeg skulle følges med tre andre klassekammerater. Mit hus var det første vi kom forbi. Jeg gik ind i huset, mens de andre fortsatte deres vej hjem.

Tirsdag morgen i skolegården. Jeg starter ud med at snakke med mine venner, som jeg altid følges hjem med. De er blevet ret gode venner. Jeg prøver ihærdigt at følge med i snakken, men de spørger ikke rigtig til mig. Jeg bliver lidt trist, men keder mig mest af alt. Jeg går videre, finder nogle pige der ser ud som om de har det sjovt. Bliver i deres leg. Den er sjov. Den dag legede vi sammen hele dagen. Andre dage hoppede jeg videre til andre venner. Jeg blev aldrig med de samme. Jeg kedede mig. Jeg nåede aldrig rigtig at blive tæt med folk. Nogle lærte jeg godt at kende, men så kom jeg til at kede mig igen. Interessen for nye venner trak mig videre. Blev jeg ikke inddraget, sprang jeg videre, som en abe der hoppede fra lean til lean. Som om jeg samlede på venner. Sorterede dem, sørgede for, at jeg havde de helt rigtige. Så jeg aldrig gik glip af noget. Så jeg var sikker på, at de var der.

Ny skole. Der er ikke lige så mange mennesker, som hvor jeg kom fra. Færre mennesker at springe fra og til. Her mærkede jeg fællesskabet. Rigtigt. For første gang. Kunne man virkelig gå ind en klasse, hvor alle havde det godt sammen? Dette var faktisk muligt. Nyt og spændende. Jeg voksede vel med opgaven. I stedet for at hoppe videre, lærte jeg rent faktisk folk at kende. Jeg lærte alt om mine nye venner. Det var en helt ny verden, en verden jeg var en del af.