Forældrebrev 1, 2026

 

Med dette brev, første af fire i løbet af skoleåret, vil jeg gerne byde jer forældre velkommen til Syddjurs Gymnasium. Hensigten med brevene er at holde jer informeret om, hvad der foregår og skal til at ske på skolen. Vi ved pr. erfaring, at det kan være vanskeligt at få oplysninger ud af børnene, når de påbegynder deres ungdomsuddannelse. Jeg mener, at både forældre, skole men også de unge selv har gavn af en lidt tættere kontakt. Mest i begyndelsen, og derfor kommer der fire breve fra mig i løbet af 1g: september, november, februar, maj. For nogle af jer vil det være velkendt og med genkendelige elementer mens det for andre vil være første gang. I er meget velkomne til at reagere på indholdet ved at kontakte mig og spørge nærmere til de enkelte dele.

Vi har for andet år i træk optaget fem klasser i 1g. Klasserne er tilmed fyldt op, så vi er rekordmange elever på skolen. 384 helt nøjagtigt, heraf 140 i fem fyldte 1g-klasser. I grundforløbet forsøger vi at holde klasserne nogenlunde lige store, men da vi fordeler dem efter valg af kunstnerisk fag, kan der være lidt variation. Vi fordeler i øvrigt også efter parametre som køn, afleverende skole, niende/tiende klasse.

Så vidt jeg er orienteret, er klasserne kommet rigtig fint i gang. Det betyder ikke, at alle overgangsproblemer nødvendigvis er overstået, men jeg får gode meldinger fra lærerne. Et par af klasserne har haft lidt klikekultur af elever, der kendte hinanden i forvejen. Det tror jeg, vi er ved at have greb om, men det kan være fint at drøfte klassefælleskabet hjemme også.
Nu begynder skolearbejdet også så småt at tage karakter og eleverne vil i de kommende uger mærke en øget mængde lektier. Det er en del af læringen, som hører gymnasiet til.

Den første tid frem til starten af november er helliget grundforløbet, hvor alle klasser har helt identiske forløb. Eneste undtagelse er deres valg af kunstnerisk fag, hvor den enkelte har enten billedkunst, mediefag eller musik. De hold, de går på her, fortsætter også efter grundforløbet. Fra starten af oktober skal de desuden begynde med deres andet fremmedsprog – også på tværs af klasserne.

To elementer fylder forholdsvis meget. Det ene Almen Sprogforståelse (AP), som er et tværsprogligt grundkursus med fokus på sprogets mange facetter som kommunikation, sprogligt leje, grammatik, sproghistorie m.m. Det andet er Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV) med fokus på naturvidenskabelig praksis med forsøg, målinger, test og efterbehandling heraf. For begge gælder, at de dels afvikles i grundforløbet og dels at de afsluttes med prøve, der har eksamenslignende karakter. Eleverne får karakterer for begge prøver, de tæller med på eksamensbeviset dog kun med en kvart vægt hver. De to forløb fylder relativt meget på skemaet.

I de kommende uger vil eleverne blive mødt med information om studieretningerne. Forældreaftenen er også et led heri. Vores model er grundlæggende set, at eleverne stort set møder de fag, de kan bygge deres studieretningsforløb på allerede i grundforløbet. Der er enkelte undtagelser, og de huller får vi dækket med fyldig information. Det er en god ide at spørge ind til overvejelserne hos jeres barn. Nogle er jo fuldstændig afklarede, men i den alder kan man lade sig forlede af mindre relevante påvirkninger så som veninders valg, en lærers popularitet. Det er vigtigt for et godt studieforløb, at man arbejder med de fag, som tiltaler en. Har I brug for at se valget i et længere perspektiv, kan I benytte uvm’s uddannelsesguide, som findes på www.ug.dk. Jeg vil dog anbefale, at jeres barns valg er mere interesse- end karrierebåret.
Det endelige valg foretages i uge 40, torsdag d. 1. oktober. Forud for dette har der været forskellige screenings og en individuel samtale med to lærere i grundforløbsklassen, heraf den ene teamlærer.

Vi har også så småt taget hul på den mere festlige del af gymnasielivet. Vi havde en rigtig fin fest for en uge siden. Stemningen var hyggelig og festlig. Vi indledte med at spise sammen i 1g-klasserne, hvor eleverne skulle møde ædru, uden forfest. Det har betydning for både afviklingen af festen og for hindring af gruppedannelser for tidligt i forløbet. Vi har gjort dette i en del år nu, og det virker. Eleverne får en langt bedre fest, når indtaget begrænses.
Der er megen diskussion om unges indtag af alkohol i disse år. Det er et vigtigt fokuspunkt. Vores oplevelse er, at tingene bevæger sig i den rigtige retning, så vi har ikke planer om større restriktioner. Vores studieture er blevet alkoholfri men vi holder fester, som eleverne glæder sig til. Vi er dog samtidig i dialog med de unge om hyppigheden af alkohol. Nogle elever i 1g kan få indtryk af, at der nærmest er mødepligt på den lokale bodega om torsdagen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg mener, at indtag af alkohol i hverdagen i mere end helt beskedent omfang er uforeneligt med skolegang.
Vi har fire fester i løbet af skoleåret og hertil fem caféer, som er et par timers samvær fredag eftermiddag. Den første af disse er på fredag.

Skolen er røgfri, hvilket er lovbelagt. Det betyder, at eleverne ikke må ryge i skoletiden, heller ikke uden for skolens matrikel. Der må i øvrigt aldrig ryges på skolens grund. Det går ganske fint med at begrænse rygning på skolen. Forbuddet gælder alle former, også vaping og nikotinposer. Med det sidste har vi en mindre udfordring i øjeblikket. Jeg vil sætte meget kraftigt ind på at få det udryddet. Jeg vil også her appellere til jer forældre. Få de unge til at forstå hvor skadeligt, det er. Og at få dem til at forstå, at de står til bortvisning, NÅR de bliver taget heri. Nikotinposer påvirker både hjerne og nervesystem i langt højere grad end man troede, viser de nyeste forskningsresultater. Poserne er under mistanke for at fremme diagnoser som angst, depression og faktisk også skizofreni. Ud over skader på tænder og især tandkød. Det er alvorlige sager, vi har at gøre med her.

På Syddjurs Gymnasium har vi en række tilbud om fritidsaktiviteter. Det er både idræt, musik, billedkunst, mediefag, fysik (engineering lab) og andre aktiviteter, vi kan tilbyde. Vi vil også tilbyde aftener i vores observatorium, live-streaming af naturvidenskabelige foredrag på letforståeligt sprog fra Aarhus Universitet, og andre studierettede aktiviteter. Vi har to sejlbåde i Nappedam og tilbyder sejlerskole. Her kan man om onsdagen i sommerhalvåret lære at styre en sejlbåd og få mulighed for at deltage i det årlige sejlertogt i den første uge af sommerferien.
Der kommer også flere tilbud, som kaldes ”social onsdag”. De kan også ligge på andre ugedage, men er alkoholfri caféer båret af en aktivitet, f.eks. brætspil eller tøjbazar.

Vores studieadministrative system hedder Studica, og det er her, eleverne kan se deres skema, lektier, beskeder og skolens kalender. Det er et helt nyt system, som vi netop er skiftet til i dette skoleår. Det har givet nogle udfordringer, som vi sådan set var klar på. Det er en nyudviklet platform, hvor ikke alt er helt færdigudviklet. Vi ved f.eks., at der har været problemer med visning af skema og lektier i app’en. Der bliver arbejdet på udbedring løbende men vi skal nok forvente at møde delvis færdigmeldte dele det meste af skoleåret. Det er derfor vigtigt, at eleverne orienterer sig i Teams. Når vi kommer til karaktererne, skal disse også ses i Studica. Eleven har adgang hertil, og jeg vil opfordre til, at I forældre gennem dialog med jeres børn også får lov at se med. I Studica kan man også se fravær og andre personlige beskeder. Kontakt skolen, hvis der er problemer med adgangen.

Karakterer er ikke noget, jeres unge vil møde ret meget i starten. Som udgangspunkt får de ikke karakterer for noget overhovedet i grundforløbet, bortset fra de to nævnte afsluttende prøver i november. Vi har igennem en del år arbejdet med at erstatte en del af karaktergivningen med det, der kaldes formativ feedback. Det betyder, at der skal lægges mere fokus på at arbejde med proces og udvikling og mindre på bedømmelse. Det er især i 1g, at dette bliver gældende.

Onsdag i fjerde modul er der åben lektiecafé for alle, og her plejer der at komme rigtig mange elever og der vil altid være 2-3 lærere til stede, heraf altid en i matematik og en i sprogfag. Det er vigtigt at komme i gang med gode studievaner, især fordi nogle af de unge ikke har været voldsomt bebyrdet med lektier i grundskolen. Men det kommer i gymnasiet. Tal med jeres barn om gode studievaner. Det kan være tidspunktet på dagen, nytten af at lave nogle lektier med kammerater, og måske helt kontroversielt lukke ned for sociale medier i en time til halvanden. Og nu vi er i gang, også stabile søvnvaner er af største betydning.

Sidste år begyndte vi at foretage en automatisk opfølgning på fravær. Det betyder, at vi sender besked ud til alle, hvis fravær for perioden overstiger 8%. Forældre til unge under 18 vil også få det tilsendt i e-boks. Der er tale om information og der ligger ikke anden handling heri. Hvis skolen finder anledning til at kigge nærmere på fraværet, vil eleven få en særskilt invitation hertil. Første runde breve sendes ud i starten af oktober. Med brevet går vi ikke ind i årsagerne til fraværet. Der kan være elever, der har gode forklaringer på fraværet og det ser vi efterfølgende på i administrationen.

Vi glæder os til at arbejde sammen med og omkring jeres børn i de kommende tre år. Langt hovedparten af eleverne får tre fantastiske år, de fleste af dem dog også med tunge perioder undervejs. Det hører med, idet det er et yderst koncentreret fagligt forløb. Med masser af sjove begivenheder også.

Kontakt mig endelig, hvis du vil vide mere eller der opstår situationer, der kræver en snak. Til februar, tirsdag-onsdag i uge 8, kommer der forældrekonsultationer. Men mere herom til den tid.

Med venlig hilsen

Sven Gaardbo
Rektor
Syddjurs Gymnasium