fbpx
.
.

Studentertale 2025

Velkommen kære gæster, familier, forældre, søskende, personale men først og fremmest studenter. Hjerteligt tillykke med jeres nyvundne status som studenter.

Lad mig starte med at udtrykke min glæde og taknemmelighed. Glæde over at se det smukke syn af jer glade, trætte studenter, der nu er klar til de allersidste timer af jeres tid her på Syddjurs Gymnasium. Glæde blandet med lidt vemod, som det nok også gælder for flere af jer. Glæde, også blandet med taknemmelighed. Taknemmelighed over, at I har brugt tre år af jeres liv sammen med os og givet jeres helt særlige bidrag til vores skoles kultur og historie. Taknemmelighed over, at I har valgt at tage noget så væsentligt for vores samfund og fællesskab som en studentereksamen.

Og lige præcis dette ord, ”valgt”, vil jeg tage afsæt i. Det at vælge, er nemlig en aldeles væsentlig og nødvendig del af at leve i moderne samfund som vores. Jeg vil derfor tale lidt om det, I allerede har valgt, og en hel del om alle mulige andre valg. Ikke fordi 2025 er et valgår. Men faktisk også en lille smule om det.

Jeg vil dog lægge ud et helt andet sted, med et citat der ikke har ret meget at gøre med det at vælge. Den tysk-amerikanske forfatter og filosof Hannah Arendt skrev i 1951 bogen ”The Origins of Totalitarianism” om flygtningestrømme i kølvandet på Anden Verdenskrig. Heri noterer hun, at ”Udryddelseslejrens overlevende, koncentrations- og interneringslejrenes indsatte og selv de forholdsvis heldigt stillede statsløse kunne se, at den abstrakte nøgenhed, som lå i at være intet andet end menneske, faktisk var deres største fare. Derfor insisterede de på deres nationalitet, det sidste tegn på deres tidligere statsborgerskab, som deres eneste tilbageværende og anerkendte bånd til menneskeheden.”

Bogen her er skrevet i en tid, hvor strømmene i verden skulle falde i hak. FN blev dannet i 1949 med det erklærede formål at arbejde for internationale aftaler, der skulle forhindre de enorme ødelæggelser som anden verdenskrig bragte. Materielle og menneskelige ødelæggelser.

Jeg forlader lige dette spor i talen og vender tilbage til udgangspunktet. Det med at foretage valg. På det personlige plan sidder I her i dag med flere valg bag jer. Både valg af ungdomsuddannelse, af skole, af studieretning. Alt det har bidraget til jeres udvikling og lagt væsentlige brikker til de voksne mennesker, I nu har udviklet jer til. Tiden har bragt en stor og helt væsentlig diskussion frem om dannelse og uddannelse. Det er ikke nogen ny diskussion, idet den er kommet hver gang, der skulle laves en reform på uddannelsesområdet. Helt tilbage til midten af 1800-tallet har diskussionen kørt om, hvordan unge bedst blev gjort klar til deres videre færd. I den slags debatter bliver tingene sat på spidsen. Man kan få det indtryk, også blandt ledende politikere, at gymnasiet ikke giver jer unge den nødvendige ballast til de udfordringer, I står over for. Med fuld anerkendelse for behovet for en styrket faglig uddannelse i Danmark, vil jeg dog stadfæste, at I har foretaget et yderst sikkert valg. Formentlig det sikreste. Studentereksamen er en bred kompetencegivende uddannelse, som ikke kun er studieforberedende men også alment dannende. Selvom man af og til kan få det modsatte indtryk, så har I al mulig grund til at være stolte over jeres eksamen i dag. Stolte og fortrøstningsfulde for I står et godt sted. Heldigvis går udviklingen i retning af, at en studentereksamen kan bruges til mere og mere. Ud over de klassiske veje til især universiteter og professionshøjskoler, ser vi nu flere af jer vælge netop faglige uddannelser og erhvervsakademier. Vær helt trygge ved, at gymnasiet aldrig er en omvej. I står markant styrket, uanset hvilken vej I måtte vælge.

Jeg er godt klar over, at de næste valg mest består i at vælge hvilken bus, der skal tages for at nå til det næste studentergilde, men der venter jo også noget på den anden side af de fester. Sabbatår – og hvor mange af dem? Arbejde, rejser, værnepligt, flytten hjemmefra. Og efter alt det, valg af karrierevej.

Jeg skal lige dvæle lidt ved hele den situation. Jeres eksamensbevis fra det almene gymnasium, stx, sætter jer i stand til at vælge meget bredt blandt en næsten ubrudt række af uddannelser, selvfølgelig justeret efter det konkrete eksamensgennemsnit. Det er det studieforberedende element i uddannelsen. Der er andre og ikke mindre vigtige kompetencer gemt i eksamensbeviset. I dag kalder vi det ”almendannelse”. Det er noget, vi alle godt ved hvad er, men som ingen af os helt kan definere. Det har heddet en del forskelligt igennem de seneste par hundrede år, siden begrebet ”Bildung” kom til os fra de tyske nyhumanister, især Johann Friedrich Herbart og Wilhelm von Humboldt. Der lå heri en beskrivelse af forberedelse til en erhvervsvej men også til livsduelighed, sådan ganske bredt. Det opstod i en anden tid, hvor den almene bondestand ingen uddannelse havde og hvor det første store løft af en ny lavere middelklasse fandt sted. Det indeholdt viden om verden, om mennesker, om omgangsformer, om kunst, om selvudvikling, om samfundet. Og en hel masse andet. Det gør det egentlig stadig, selvom betoningerne måske falder lidt anderledes her to hundrede år senere. Almendannelse har ikke været bestandig, men altid konsistent i sin egen tid.

Nogle perioder i historien synes at være mere intense end andre, så meget at man taler om paradigmeskift. Renaissancen, oplysningstiden, internettet kunne være tre sådanne eksempler foruden den tidligere omtalte Anden Verdenskrig. Det er måske at trække den til grænsen, men jeg vil påstå, at siden starten af 1400-tallet har der været en konstant stræben efter mere viden, mere oplysning, mere demokrati, mere dannelse. På langs igennem de omtalte paradigmatiske skift. Noget tyder på, at den tid er ved at være forbi; eller i hvert fald under stærkt pres og hurtig forandring.

Her bliver almendannelse vigtig. Og hermed evnen og viljen til at vælge. Et valg, som aldrig kan være entydigt rigtigt eller forkert, men som skal træffes, hvis man ønsker indflydelse på verdens udvikling og dermed ens egne kår. Gymnasiet har især i de sidste tyve år haft som grundpræmis, at undervisningen skulle tage afsæt i såkaldte epokale nøgleproblemer, et begreb udviklet af den tyske didaktiker Wolfgang Klafki. Den tilgang fordrer, at undervisningens didaktiske valg af materialer og undervisningsformer sigter på at besvare og behandle aktuelle problemer i verden.

Her står vi så ved det mulige paradigmeskift. Rigtig meget tyder på, at den dannelsestænkning, der har været gældende i måske 600 år er afgørende udfordret. Tidligere var det gældende – som vi f.eks. kan læse om det i Umberto Ecos ”Rosens Navn” – at viden betød magt. Derfor handlede det for kirken, klostret, hoffet om at have de rigtige teologiske og senere også naturvidenskabelige bøger i det lokale bibliotek. I dag er viden distribueret og ophobet i så store mængder, at vi mister tilliden til den. Vi kan ikke længere tage noget for givet. Billeder, tekster, lydfiler kan så nemt manipuleres, at vi konstant må betvivle sandhedsværdien. Det udnyttes i dag af stærke politiske og kommercielle kræfter.

De fleste problemer og udfordringer fremstår ofte mindre og lettere overkommelige i bakspejlet. Alligevel forekommer det mig, at noget har forandret sig i måden, vi skal forholde os til omverden på. Det var enklere at købe ind på et værdisæt før i tiden. Når man først havde fundet sit ståsted, fulgte en del overbevisninger med. Politisk, religiøst, etisk. Vi, og i særdeleshed I, kan ikke længere tillade os den luksus. De store forandringer, vi er tilskuere til og medvirkende i, udvikler sig med øget kompleksitet. Lad mig nævne nogle eksempler.

Uligheden i verden er stigende. De rigeste bliver formuende, som vi kun har kendt det fra de største konger og kejsere. Mange føler nødvendigheden af at ændre ved situationen, bl.a. fordi en konsekvens af uligheden er kraftigt øget migration. Vi ved det godt, men har svært ved at handle på det.
Vores forbrug af ressourcer er vanvittigt. Den såkaldte udviklede verden har ført an, men andre lande og befolkninger kommer nu med samme forventninger til materiel velstand. Jorden kan på ingen måde længere forsyne os. Vi ved også det, men handler kun i begrænset omfang.
Den politiske verdensorden er under kraftig forandring og enkelte store økonomier og militære magter ønsker at få resten af verden indrettet efter deres verdenssyn. De to største økonomier binder os enten teknologisk eller handels- og produktionsmæssigt. Vi fortsætter ufortrødent med at samvirke med begge trods slet skjult politisk målsætning fra stormagterne.
Vores lokale natur er under enormt pres. Vi nærmer os globalt den sjette massedød og arter forsvinder dagligt. Vi kender årsagerne hertil, men reagerer ikke voldsomt.

Min hensigt er ikke at opstille al verdens genvordigheder. Det er faktisk det modsatte. Fordi på alle områder, man kunne nævne i denne remse, sker der samtidig en hel masse positive tiltag. Det er her jeres almendannelse kommer til sin ret og betydning. Det er i dag nærmest umuligt at træffe entydigt gode beslutninger, fordi alle gode beslutninger synes hægtet op på andre ulemper. Der kan nemt tegnes to veje for den enkelte i denne situation. Man kan vælge at forsøge at forholde sig konstruktivt til så mange udfordringer, som man magter, og træffe de nødvendige valg, dette medfører. Eller man kan bifalde, at en retorisk stærk figur kommer med en pakke af færdige løsninger, så man ikke behøver bruge så meget energi på verdens tilstand. Den italienske forfatter Guiliano da Empoli har for nylig udgivet en tankevækkende bog om, hvordan magthaverne i verden er begyndt at udvise grænseløshed. Nye politiske ledere og tech-verdenens moguler er gået sammen om at fjerne begrænsninger for magtudøvelse og kommercielt virke. Han kalder den ny æra for Rovdyrenes Tid.

En række undersøgelser og politiske valg i andre lande tyder på at flere vælger løsningen med den karismatiske leder. I det helt små har en samfundsfagskollega her på skolen over nogle år lavet undersøgelser blandt jer elever herom, og selvom billedet ikke er entydigt, tyder det på, at også blandt jer vægtes det lavere at søge indflydelse.

Det er her, min tale om det at vælge finder sin afslutning. Det at have en studentereksamen med almendannelse som bærende element har givet hver enkelt af jer kompetence til at medvirke til en positiv udvikling for verden, hvad enten jeres fokus er globalt eller lokalt. Det er et stort privilegium at have fået mulighed for at kæmpe studenterhuen hjem og I står midt i alle problemstillingerne på et privilegeret sted. I har nemlig mulighederne, evnerne, tiden til at træffe jeres valg og få bragt verden i en gunstig udvikling. Det er ikke kun et privilegium, det er også en forpligtelse. Hvis altså vi ønsker at leve videre i velstand og i et samfund, hvor vi ønsker at udrette ting i fællesskab.

Som jeg kender jer, er jeg sikker på, at I ønsker at fastholde de centrale værdier i vores lille verden og videreudvikle den. Det kræver konstante valg og stillingtagen.

Hannah Arendt talte om det nøgne menneske, som intet tilhørsforhold havde i verden og krampagtigt holdt fast i sit måske værdiløse statsborgerskab. Alle de mange valg, I står over for at træffe, vil netop klæde jer på og give jer tilhørsforhold.

Her bliver det en positiv udfordring at finde de løsninger, vi i fællesskabet har brug for.

Jeg kender jer. Jeg ved, at I har det i jer. Det bliver spændende at følge, hvordan jeres generation ændrer rammerne for os alle. Kast jer bare ud i det, og kys det satans liv, som Steffen Brandt formulerer det.

Hermed dimitterer jeg årgang 2025 fra Syddjurs Gymnasium