fbpx
.
.

Bliv elev

Står du overfor at skulle vælge en ungdomsuddannelse? Så er Syddjurs Gymnasium muligvis noget for dig. Vi kan tilbyde dig en 3-årig studentereksamen, hvor du undervejs får mulighed for at skabe din egen profil ved hjælp af din studieretning og dine valgfag.

Uanset hvilke fremtidsplaner du har, er du godt rustet med en STX-eksamen. Du kan blive ingeniør, læge, lærer, journalist og meget andet. Valget er helt op til dig. På hver studieretningsside kan du se eksempler på uddannelser, som du kan tage bagefter.

Kombinationen af et solidt fagligt niveau og et inspirerende og trygt socialt miljø har været en central kvalitet ved skolen i 100 år. Skolen har ca. 350 elever, og der har været en kraftig stigning i elevsøgningen de senere år. Til trods for væksten, er skolen stadig overskuelig, og du drukner ikke i mængden på Syddjurs Gymnasium. Du kan gå på skolen som lokal dagelev, eller du kan vælge at bo på kostafdelingen. Her bor ca. 70 kostelever, og kombinationen af elever med lokal forankring og kostelever med en anden baggrund bidrager til et miljø, som er kendetegnet ved fællesskab og mangfoldighed.

På Syddjurs Gymnasium lægger vi vægt på, at du møder et miljø, hvor den personlige kontakt er i centrum. Vi bestræber os altid på at tage individuelle hensyn og møde den enkelte elev. Det gælder både i forhold til din uddannelse og i forhold til din sociale trivsel på skolen.

Du er også velkommen hos os, hvis du har taget en del af din STX-uddannelse på et andet gymnasium.

Hvis du starter i en ny klasse hos os (også hvis der er tale om et internt skift), er det dit eget ansvar at læse det pensum op, der er gennemgået i fagene. Som udgangspunkt går du til eksamen i holdets undervisningsbeskrivelse (hvis faget bliver udtrukket til eksamen).

Hvis du ønsker at gå til eksamen i egen undervisningsbeskrivelse, dvs. dels dét pensum, du har gennemgået på din tidligere skole/klasse dels dét, du gennemgår med dit nye hold, skal du hurtigst muligt og senest den 1. marts aflevere undervisningsbeskrivelsen fra dit tidligere hold til din faglærer. Hvis dette ikke sker, tager vi det som et tilsagn om, at du går til eksamen i holdets samlede undervisningsbeskrivelse.