fbpx
.
.

Kære elever – og forældre;

Vi er nu i stand til at svare på nogle udeståender i forhold til afvikling af den resterende del af skoleåret, men jo selvfølgelig ikke på alle. Ministeriet er under stort pres, fordi de forskellige sektorer har vidt forskellige vilkår i skole- og uddannelsesverdenen.

Først af alt, så åbner vi for undervisning i 3g fra onsdag 15. april, men ikke på den måde, vi kender den på. Det vender jeg tilbage til. 1g og 2g skal fortsætte med virtuel undervisning, foreløbig frem til og med 10.maj. Det kan på ingen måde udelukkes, at regeringen vil forlænge den periode men det ved vi ikke noget konkret om endnu.

Det står også fast, at 3g kommer til eksamen, men i en formentlig kraftigt reduceret model. Lige nu forlyder det, at det vil dreje sig om en skriftlig og en mundtlig eksamen, men det forhandler partilederne og ordførerne om i disse dage. 1g og 2g kommer ikke til eksamen i år.

Det betyder derfor også, at årskaraktererne i de afsluttende fag på alle tre årgange ophæves til eksamenskarakterer i en model, vi ikke kender endnu. Skoleåret for alle tre årgange bliver forlænget, således at der kan tilvejebringes et tilstrækkeligt grundlag til at give årskaraktererne for lærerne.

Der kan være elever og personale, der ikke er i stand til at møde på skolen af sundhedsmæssige årsager. Hvis du er i den situation, at du enten på grund af egen sygdom eller sygdom i den nærmeste kreds ikke vil kunne deltage, skal du kontakte mig for at få lavet en aftale om, hvordan vi alternativt kan gennemføre undervisning.

Desværre, kære 3g’ere, bliver I nødt til at sætte forventningerne til afslutningen af skoleåret på nødblus. Vi ved ikke, om der afholdes ret mange af alle traditionerne. Sidste skoledag skal I ikke regne med, og gallafest, studenterkørsel, ja selv dimission er meget usikre begivenheder. Dimission i en eller anden form skal der nok komme, men ikke den samlende begivenhed, vi alle glæder os så meget til.
I det omfang, det bliver muligt, vil vi forsøge at lave erstatninger men det må vi afvente epidemiens gang for at kunne svare nærmere på.

Undervisningen i 3g kommer til at køre under bestemmelserne omkring nødundervisning. Det betyder, at den foregår på skolen, men med højst ni elever i klasselokalerne ad gangen. Lærerne kommer derfor til at bevæge sig rundt imellem de tre lokaler, et almindeligt stamklassefag vil kræve. Vi kører skemaet som I kender det, hvilket også vil sige valg- og sprogfag. Det organiseres således:

a)      3w skal høre til på øverste etage af Diamanten og i studieområdet, når de ikke har timer. De kan benytte toiletterne på den etage og i stueetagen (Privatskolens).

3x skal være i lokalerne 4,9,25 og 22,23. De kan være i glashuset og kantinen, når de ikke har timer. Toiletterne i gangen ved spisesalen.
3y skal benytte 1. sal i Diamanten og Rektorboligen. Hertil 20, 21 til relevante fag. Toiletter i Diamanten og Rektorboligen.
3z skal benytte GeoboXen og pavillonerne med de toiletter der forefindes de steder. 52 kan benyttes, når der ikke er timer.

b)     Ved valgfag og sprogfag angives et andet sted på skolen i skemaet. Det kan være Privatskolens lokaler i Diamanten, Festsalen, Gymnastiksalen eller andet.

Onsdag morgen vil der blive lagt et fællesfag i skemaet (det er der ikke nu), og I vil i løbet af den time blive hentet klassevis til briefing af skolens ledelse. Hvis vejret tillader det, bliver det udendørs, ellers i Festsalen. Da vi skal nå alle fire klasser i løbet af modulet, skal det kunne afvikles på højst 20 minutter pr klasse.

Og så nogle praktiske ting.

a)      Kantinen åbner ikke for dagelever. Det vil sige, at du selv skal have mad og drikke med til dagen. Vær opmærksom på, at der ikke er nødvendigvis er fri adgang til aftapning af vand.

b)     Vi fjerner nogle af stolene i klasselokalerne og i studieområdet – de bliver stablet op i lokalerne. De skal forblive stablet, og I må kun benytte de stole, der er stillet frem.

c)      Vær særligt forsigtige, når I skal bevæge jer rundt. Især trapperne kan blive tætte – afstand er uhyre vigtigt.

d)     Vi ved ikke, hvor meget håndsprit, vi kan skaffe i de kommende uger, så det vil være en god ide at medbringe en lille beholder eller spritservietter. Vi vil forøge rengøringen på skolen, men det er vigtigt, at der løbende bliver sprittet godt af. Ikke mindst, når der er mellemtime og du skal sidde et andet sted end din vante plads.

e)     Hvis du mangler bøger, kan du sende en mail til Ulla og senere afhente på kontoret.

Fra tirsdag vil kontoret være åbent med reduceret bemanding fra 8-15 hver dag.

Alt dette betyder naturligvis, at kostafdelingen åbner for 3g. Der kommer en særlig besked til kosteleverne senere i dag.

Jeg vil fortsæt sende Coronabreve ud, og det vil også kunne ske i påskedagene. Det er derfor en god ide at kigge forbi ”Fælles Info” måske en gang om dagen. I påskedagene bliver det dog kun, hvis der kommer afgørende nyt.

Jeg ønsker jer alle en god påske.

Sven Gaardbo
Rektor