Studentertale 2018

Kære gæster; kære forældre, søskende, bedsteforældre; kære ansatte; men først og fremmest kære studenter: Hjerteligt tillykke med jeres eksamen og velkommen til dimissionen på Rønde Gymnasium 2018.

Det er hvert år et bevægende syn at betragte årets studenter, siddende her og vente på den officielle afslutning på deres gymnasieforløb.

Jeg vil gerne indlede årets studentertale med et statement, som det hedder på nudansk: Jeg har sådan set længe haft den overbevisning, at evolutionen her på jorden nok toppede omkring de år, hvor min generation kom til verden. Når jeg nu står her og kigger ud på jer, smukke og glade ser I ud, så kan jeg faktisk godt komme i tvivl, en oprigtig tvivl. Jeg vil komme med et bud på et svar til den tvivl sidst i talen.

Jeg vil som det første af talens to hovedemner gerne dvæle lidt ved ordet tvivl. Ordet i dag har nok en lidt mistrøstig klang af ubeslutsomhed og manglende afklaring. Og det er da også rigtigt, at livet igennem skal der træffes uendeligt mange beslutninger, store som små, hvor tvivlen ikke må være en stopklods. Vi kender nok alle den lettelse, der indtræder når en beslutning på et tungt problem endelig er truffet. Man kommer videre, uanset beslutningens rækkevidde.

Tvivlen er dog bare en af livets faste følgesvende. Den stikker sin snude frem i alle mulige sammenhænge og ikke altid i den mest omgængelige udgave. Jeg ved, at rigtig mange af jer sidder med spørgsmål og udfordringer, hvor I er oprigtigt i tvivl om svaret. Jeg kan desværre ikke give jer så megen håb, om at det nok ændrer sig med alderen. De fleste af os bliver nok bedre til at håndtere de valgsituationer, men de forsvinder ikke. Nye udfordringer dukker op. Antallet af udfordringer og ubesvarede spørgsmål er dog helt naturligt højere i jeres alder og ikke mindst i den situation, I står i lige nu. Færdig med gymnasiet og hvad så? Hvordan er det lige at bare de næste år ser ud i forhold til uddannelse, bolig, økonomi, venner, kæreste? Her har tvivlen det med at dukke op. Hvad kan jeg overhovedet magte? Kan jeg få et voksenliv til at hænge sammen, når jeg nu plejer at have brugt min SU den femte i måneden? Kan jeg leve op til mine egne forventninger og måske mine forældres?

Det kan synes helt uoverskueligt, at stå over for så mange beslutninger, hvor de gode svar er svære at få øje på. Jeg er af den klare opfattelse, at –lidt kantet sagt, måske – jo mere tvivlen har været med i processen, jo fastere står man bagefter. I en af vinterens storfilm, The Darkest Hour, som er en biografisk fremstilling af Churchills første tid som statsleder i Storbritannien, udtrykker Churchill tvivl om egne beslutninger over for sin hustru. Situationen er, at et større regiment af britiske soldater i starten af anden verdenskrig er på tilbagetog gennem Belgien på flugt fra tyskerne, og de er helt blottet på slagmarken. Churchill træffer beslutning om at lade en mindre forlægning i Calais foretage et fremstød over for tyskerne for at aflede opmærksomheden, således at de 300.000 soldater kan hentes hjem i ubemærkethed. En yderst dristig operation. Han møder massiv modstand i parlamentet og vakler. Alle soldaterne i Calais vil blive ofret for muligvis at redde de 300.000. Han ved ikke om han magter at stå fast på beslutningen. Hans hustru bakker ham op med bemærkningen om, at han er stærk fordi han tvivler.

At næsten alle 300.000 kom hjem, giver en næsten mytisk karakter til beslutningen. Også religiøse myter og fortællinger er fulde af tvivl. Man kan med Paulus tale om en tvivlens nådegave. Heri ligger, at den sande tro bygger på at man tvivler på de guddommelige udsagn, man hører men at man alligevel underkaster sig og dermed bliver desto stærkere i troen.

Jeg vil ikke lade de overvejelser, I sidder med, andrage religiøs betydning, men dog alligevel huske på formuleringen om nådegaven. Der ligger nemlig en sandhed i, at vigtige beslutninger hviler sundt på tvivlen, bevidstheden om, at man kunne have gjort noget andet og at livet så ville have udviklet sig i en helt anden retning.

I er jo ikke ubekendte med at træffe valg. Konfirmation, valg af ungdomsuddannelse, valg af studieretning. Og en række mere personlige valg. De valg er truffet i for de fleste af jer ret trygge, velkendte omgivelser. Forældre, bedsteforældre, måske søskende og skole har stillet sig på jeres side. Det kan være lidt mere utydeligt, hvem alliancerne er nu, hvor studiet skal vælges – også selvom en stor del af jer vælger at udskyde den beslutning med et år eller to. Overvejelserne er der jo.

Igen lidt tilbage til litteraturens verden – det er vel et gymnasium, vi er på. Flere af jer er sikkert stødt på et digt af den store amerikanske poet, Robert Frost. Digtet er i al fald en klassiker og hedder ”The Road not Taken”. Digteren sidder i sin alderdom og tænker tilbage på en situation fra sin ungdom, hvor han på en skovtur kom til et sted, hvor stien delte sig. Den ene af stierne kunne han se langt hen ad og se at det var en veltrådt sti. Den anden faldt lidt ned i landskabet og blev hurtigt tilgroet. Som digter valgte han naturligvis den sidste, som ikke mange havde gået ad. Nu kunne man så tro, at pointen var, at det valg havde beriget hans liv. Og ja, det gjorde det men det er ikke pointen. Pointen er, at det valg gav ham nogle muligheder men også fravalg af andre, og mere sikre løsninger. Valget gjorde forskellen. Ikke i en god eller dårlig retning, men bare en forskel. Og for ham en helt nødvendig forskel.

Han var oprigtigt i tvivl, og var vel egentlig stadig lidt i tvivl om hvorvidt det havde været den klogeste beslutning. Men den gjorde forskellen.

Igen kan dette jo næsten lyde mytisk og irreversibelt – umuligt at omgøre. Hvilket er sandt for en række beslutninger, men så entydig er situationen ikke. Slet ikke, faktisk. Vores samfund har bevæget sig i retning af større åbninger på en lang række felter. Ikke mindst på området uddannelse og erhverv.

I skal træffe et kvalificeret valg af uddannelse inden for en relativt kort tid. Det valg skal bygge på interesse og evner. Det sidste giver nok sig selv, men det første er næsten endnu vigtigere. Den kombination af hjerne-hjerte beslutning, hvor hjertet fylder mest vil vise sig langtidsholdbar. Især fordi uddannelsesbilledet i dag er langt mere sammensat end for bare 10-20 år siden. Man kan i højere grad kombinere sig igennem systemet, der så til gengæld sætter fastere rammer og krav til den enkelte studerende. Og på jobmarkedet vil det samme gælde. Jobprofiler og stillinger vil ændre sig markant i de kommende år – ja, de er faktisk allerede i gang hermed – og stillingsbetegnelser, vi har kendt til i lange tider vil svinde ind.

Denne individualisering er alles mulighed men også alles udfordring.  Alle har mulighed for at forfølge den personlige drøm. Brug hjertet til at sætte retningen og tempoet og hjernen til at styre med så skal det såmænd nok lykkes.

Det fører over i det andet underemne for talen her. Det ligger nemlig iboende i den fremstilling, at hver enkelt af jer skal designe hvert jeres eget forløb. Det er delvis rigtigt, men også kun delvis. Der er heldigvis mange velbetrådte stier hele vejen igennem.

Teenagere er som et primtal – de går kun op i sig selv! Det er Politikens klummetegner Maren Uthaug, der er kommet med denne skønne beskrivelse af jeres alderstrin – I er jo dog lidt teenagere endnu. I er blevet kaldt Generation Me, hvilket jo ikke umiddelbart lyder så fordelagtigt, og det vil jeg lige dykke lidt ned i.

Jeg læste for nylig en klumme af en 23-årig studerende, der havde givet op på fællesskabets, samfundets vegne. Han var nået frem til, at det der gav mening for ham, var sammen med kammeraterne at tale om følelser, om hvordan de hver især havde det. Han havde mistet evnen og lysten til at engagere sig i de udfordringer, der ligger i tiden. Klimaet, flygtninge, afdemokratiseringen rundt omkring os, ligegyldigheden, naturens bevarelse. Der lå en bestræbelse i at lære sig selv og hinanden at kende, inden man kunne kaste sig over den store verdens problemer. Det er jo en læresætning helt tilbage fra Apollontemplet i Delphi, der ligger til grund her. Kend dig selv! – hvilket er agtværdigt og nødvendigt men ikke tilstrækkeligt.
Den omtalte unge skribent fra før har besluttet sig for at gøre sit eget projekt klart først, før han ville bruge mere energi på andet. Jeg vil gerne stille mig kritisk over for den udmelding.

Jeg plejer gerne at flette et alvorsord ind i studentertalen og den kommer så her, ret utildækket. Jeg ser med bekymring på unge, der bruger alt for megen energi på virtuelle værdier. Jeg ved godt, at det er en kamp imod vindmøller (endnu en litterær henvisning), men det foruroliger mig når jeg ser unge forældre gå tur med barnet i klapvogn og barnet ikke kan få kontakt med mor og/eller far, fordi mobilen styrer; når jeg hører børn på den nærliggende legeplads kalde på en forælder, der først efter flere minutter reagerer fordi mobilen styrer; på elever i klasserne der ikke hører klassekammeraternes oplæg fordi de er gået på sociale medier; elever der ikke deltager i fælles aktiviteter fordi sociale medier skal passes. Alt måske ret uskyldig fascination af teknologien og dens muligheder, men også et fravalg af reel kontakt med omverdenen.

Jeg skal på ingen måde begræde de teknologiske fremskridt eller beklage mig over de fantastiske muligheder, vi har fået på ganske få år. Bagsiden er dog, at man skal gøre sig bevidst om, at den virtuelle verden er en redigeret verden, hvor både afsender og modtager selv definerer indholdet. På den måde styrer algoritmer ens horisont og kontaktflade. Den analoge verdens sammensætning af uforudsigelighed, kaos bliver beskåret eller fjernet. Hvilket er farligt.

I jeres jagt på og søgen efter lykke og succes har I brug for hinanden. Og for jeres forældre, lærere og alle andre, der udgør fællesskabet. Det er I heldigvis fuldt ud klar over, fordi I også er socialt aktivt unge mennesker.
Så lad hjertet vælge jeres vej men brug hinanden. Til både følelser og andre mere konkrete livsprojekter. Det vi skaber i fællesskab er så meget større og stærkere end det vi kan magte alene.

Tilbage til mit udgangsspørgsmål om hvorvidt evolutionen så faktisk toppede der midt i sidste århundrede. Jeg står ved min antagelse, at det toppede dengang. Men jeg glæder mig til at se jer modbevise det. Og ved I hvad – det er jeg faktisk helt sikker på, at I vil gøre.

Dermed vil jeg dimittere årgang 2018 fra Rønde Gymnasium. Tillykke med jeres flotte eksamener.